Rusland har fredag registreret den største daglige stigning i antallet af smittetilfælde på et døgn.
Det oplyser sundhedsmyndigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Landet har bekræftet 7933 nye tilfælde af coronavirus. Det bringer det samlede tal op på 114.431.
Yderligere 96 personer smittet med coronavirus er døde. Dermed har i alt 1169 smittede i Rusland mistet livet.
Rusland har omtrent 144 millioner indbyggere.
Stigningen blandt smittetilfælde sker, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, onsdag advarede om, at Rusland endnu ikke har set toppen af epidemien.
Her lød det imidlertid også, at antallet af smittede er ved at nå et stabilt stadie.
Torsdag blev det oplyst, at Ruslands premierminister, Mikhail Misjustin, er testet positiv for coronavirus.
Det meddelte premierministeren selv på et videomøde med Vladimir Putin.
Misjustin har derfor ladet sig isolere for at undgå at smitte den øvrige regering.
Han understregede imidlertid, at regeringen vil fortsætte med at arbejde som normalt.
Misjustin overtog posten som premierminister efter Dmitrij Medvedev i januar.
Putin har udnævnt vicepremierminister Andrej Belousov til at vikariere for den coronaramte premierminister, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Putin har lagt op til, at det russiske samfund gradvist kan åbne igen fra midten af maj, selv om han i weekenden betegnede situationen som "meget vanskelig".
Ruslands største søgemaskine, Yandex, har beregnet, at borgerne i Moskva er blevet mere sløsede med at overholde myndighedernes anbefalinger.
Og Putin har advaret mod at lade sig lokke af foråret og feriedage til at slække på indsatsen.
/ritzau/