Rosenborg var torsdag formiddag ikke bekendt med, at klubbens danske angriber, Nicklas Bendtner, er blevet tiltalt for vold mod en taxachauffør i København.
I september blev den danske angriber sigtet i sagen, og nu har politiet valgt at rejse tiltale.
- Det kender jeg ikke noget til, siger Tove Moe Dyrhaug, der er daglig leder i Rosenborg.
Hun vil ikke svare på, om det betyder noget for Rosenborg, at politiet har rejst tiltale.
- Det har jeg ikke nogen kommentar til. Jeg må sætte mig ind i sagen.
- Jeg er på ferie lige nu, så jeg har ikke flere kommentarer til det nu, siger Tove Moe Dyrhaug.
Heller ikke Nicklas Bendtners agent, Ivan Marko Benes, har foreløbig ønsket at kommentere tiltalen. Fodboldagenten er ikke vendt tilbage på Ritzaus henvendelser.
Det samme gør sig gældende for angriberens kæreste, Philine Roepstorff. Ritzau har været i kontakt med hende, men hun ønsker ikke at udtale sig.
Sagen mod Bendtner begyndte at rulle i september, da angriberen sammen med kæresten tog en taxa i det indre København. Her kom de op at skændes med chaufføren, og det endte i et fysisk opgør. Taxachaufføren brækkede kæben to steder.
Advokaten Mette Grith Stage, der repræsenterer taxachaufføren, oplyser, at der er udarbejdet et anklageskrift mod begge parter.
Københavns Politi, der har efterforsket sagen, ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere de rejste tiltaler.
Taxachaufføren nægter sig skyldig, og Bendtner har tidligere nægtet sig skyldig gennem sin advokat Anders Németh.
/ritzau/