En æra inden for engelsk landsholdsfodbold er forbi.
Wayne Rooney spillede torsdag sin sidste kamp på det engelske landshold, da han blev skiftet ind efter lidt under en times spil i venskabskampen mod USA, som England vandt 3-0.
Det var Rooneys 120. optræden for England, efter at han debuterede som 17-årig tilbage i februar 2003.
- At være tilbage på Wembley foran de engelske fans, der gav mig en fantastisk modtagelse, var et øjeblik, jeg vil huske, siger Rooney til Sky Sports.
Den 33-årige englænder var torsdag tilbage på landsholdet for første gang i to år, udtaget netop fordi landstræner Gareth Southgate synes, at Rooney skulle hyldes en sidste gang på landsholdet.
En beslutning, der har skabt debat i britiske medier, hvor mange har ment, at en yngre spiller havde haft mere gavn af at være på landsholdet.
- Jeg ved, at det er første gang, dette er sket, og jeg ved, alle har nydt det, siger Wayne Rooney.
- Det har ikke fjernet fokus fra det, som Gareth og spillerne er i gang med, og om et par år er der forhåbentlig nogle af spillerne, der vil få den samme hyldest, for det de har opnået på landsholdet.
Englænderen har i sine 120 landskampe scoret 53 mål og deltaget i syv slutrunder.
/ritzau/