To mål fra Cristiano Ronaldo sørgede for, at Real Madrid lørdag vandt 2-1 på udebane over Eibar i den bedste spanske fodboldrække.
- Han er fra en anden galakse. Han er en anderledes, helt specielt spiller. Hans statistik taler for sig selv, siger Real Madrids cheftræner, Zinedine Zidane, efter sejren, hvor hans stjerneangriber scorede for syvende kamp i træk.
Cristiano Ronaldo bragte Real Madrid foran 1-0 ti minutter før pausen, da han udnyttede en perfekt aflevering fra den kroatiske midtbanespiller Luka Modric.
Hjemmeholdet, som har gjort det godt i denne sæson, gav dog ikke op og kæmpede for at komme tilbage.
Og det lykkedes kort inde i anden halvleg på et hjørnespark.
Eibars forsvarsspiller Ivan Ramis steg til vejrs og fik på et hovedstød udlignet til 1-1 efter 50 minutter.
Men Ronaldo var ikke færdig endnu. Efter 84 minutter udnyttede portugiseren et godt indlæg fra backen Dani Carvajal og gjorde det til slutresultatet 2-1.
Ronaldo er efter en sløj sæsonstart med ét mål i otte ligakampe nu oppe på 18 ligamål i denne sæson.
Før Ronaldos sejrsmål måtte Real Madrid-anfører Sergio Ramos forlade kampe fra det 73. til det 78. minut for at gå på toilettet.
Med sejren har Real Madrid på tredjepladsen 57 point efter 28 kampe.
Nummer fire, Valencia, ligger fortsat kun ét point efter. Det sørgede lørdagens 2-0-sejr ude over Sevilla for. For hjemmeholdet Sevilla sad landsholdsanfører Simon Kjær på bænken i samtlige 90 minutter.
FC Barcelona fører rækken med 69 point efter 27 kampe, før topholdet senere lørdag møder Malaga på udebane.
Eibar har 39 point efter 28 kampe på en placering som nummer otte.
/ritzau/