Ronaldo får sjælden landsholdspause for Portugal

Sport

Cristiano Ronaldo skal fokusere på Juventus og bliver sparet i to kampe for Portugal i september.

Det er ikke mange kampe, superstjernen Cristiano Ronaldo normalt går glip af, men det sker i Portugals kommende kampe.

Her er den 33-årige profil udeladt af Portugals landsholdstrup.

- Efter at have talt med spilleren, og efter at han skiftede til Juventus med hele processen om at falde til i klubben, så mente vi, at det var bedst for ham ikke at spille de to kampe, siger Fernando Santos, der er landstræner i Portugal, ifølge Reuters.

Ronaldo skiftede denne sommer fra Real Madrid til den italienske storklub, hvor han ikke har scoret i de to første runder i Serie A.

Portugal nåede blandt de 16 bedste ved VM i Rusland denne sommer og møder i september Kroatien og Italien.

Det sidste opgør er i Nations League.

Ud over Ronaldo så har Fernando Santos valgt at spare yderligere otte spillere, der også deltog ved VM-slutrunden.

/ritzau/