Det så både mærkværdigt og mærkeligt ud, da Arjen Robben lørdag fik en skade i testkampen mod Ungarn og måtte bæres fra banen og køres på hospitalet. Hollandske fodboldfans frygtede det værste, men kan nu ånde lettet op - i hvert fald foreløbigt.
For Robben kan nå at blive klar til VM, siger landstræner Bert van Marvijk i en pressemeddelelse fra det hollandske fodboldforbund, KNVB. Det skriver DR Sporten. I pressemeddelelsen forklarer han, at Arjen Robben har en forstrækning i venstre lårmuskel.
"Jeg har foreløbig besluttet ikke at indkalde en erstatning for Arjen for at give ham alle chancer for at slutte sig til vores trup i tide. De kommende dage bliver det afgjort, hvornår han rejser til Sydafrika," siger træner Bert van Marvijk i pressemeddelelsen.
Det er dermed også uvist, hvornår Arjen Robben kan spille igen, og om den lynhurtige fløj kan være med mod Danmark om præcis en uge.