Rigsadvokat: Bande kan ikke bare ændre navn efter forbud

Rigsadvokat Jan Reckendorff afviser, at medlemmer af Loyal to Familia kan fortsætte deres aktiviteter under et andet navn, hvis banden bliver opløst ved dom. (Foto: Foto: Bjarne Lüthcke/arkiv/Scanpix)

Hvis domstolene opløser Loyal To Familia, kan medlemmerne ikke fortsætte deres aktiviteter under nyt navn.

Rigsadvokaten har besluttet at forsøge at få banden Loyal To Familia (LTF) opløst ved domstolene.

Det har ført til kritik fra blandt andre advokat Michael Juul Eriksen, der mener, at man blot kommer til at forbyde, at "man kan se nogle tøjgenstande i gadebilledet".

- De her mennesker kommer stadig til at eksistere, de kommer stadig til at kende hinanden, og de kommer stadig til at være i Danmark, siger forsvarsadvokaten.

Men den udlægning afviser rigsadvokat Jan Reckendorff.

- Hvis man fortsætter foreningens aktiviteter bare under en anden etiket, så vil det jo stadig være ulovligt.

- Hvis vi kan bevise, at de mennesker stadig fungerer som en forening, der i virkeligheden er en videreførelse af LTF, så kan man også forbyde dem, siger han.

Kritikere har også peget på, at det kan komme til at se ud som en blåstempling af LTF som forening, hvis domstolene ikke vil opløse den.

- Det skal jeg ikke kunne sige. Det, som jeg har afgjort, er, om der er et anklagerfagligt grundlag for at indlede sådan en sag. Det har jeg fundet, at der er, og det har justitsministeren tiltrådt.

- Lad os antage, at man kom frem til, at man ikke kan forbyde dem. Så kommer det jo også an på, hvilke præmisser man lagde til grund for afgørelsen, men det er ren spekulation, og det vil jeg ikke gå ind i, siger rigsadvokat Jan Reckendorf.

Det er uvist, hvornår sagen kan komme for retten, men allerede i august vil anklagemyndigheden forsøge at få nedlagt en foreløbigt forbud mod LTF.

/ritzau/