En af Danmarks absolut rigeste familier leder efter nye ansatte til deres virksomheder.
Familien Foss driver ingeniørvirksomheden Foss, som leverer måleinstrumenter til blandt andet mælke-, vin- og korn-produktion, og forventer at skulle øge antallet af medarbejdere med 400 i nærmeste fremtid, skriver Finans.
Ifølge Finans bliver omkring 85 procent af verdens mælk analyseret af Foss' måleinstrumenter, mens det på verdensplan er 80 procent af al korn, som er igennem Foss' apparater.
De mange nye medarbejdere vil enten komme under Foss' vinger gennem ansættelser eller opkøb. Senest har virksomheden købt 51 procent af underleverandøren Au2mate i Silkeborg.
Alene de seneste fem år har virksomheden bidraget med et overskud efter skat på knap 1,6 milliarder kroner til familien Foss' formue, som ifølge Finans er på 11,7 milliarder kroner.
Foss har hovedsæde i Hillerød, men flytter til foråret ind i et nyt 10.000 kvadratmeter stort domicil.