En række østarbejdere og andre, der har fået rejsegodtgørelse som en del af lønnen kan se frem til et skattesmæk. Der skal nemlig betales skat af rejsegodtgørelse. Det er Skats konklusion i flere sager, som Fagbladet 3F har set.
Af papirerne fremgår det, at Skat har foretaget en kontrol af et vikarbureau og gennemgået en række udbetalinger for selskabets ansatte. Vikarbureauet mente, at rejsegodtgørelsen var skattefri. Men godtgørelsen er skattepligtig, fastslår Skat.
- Årsagen hertil skyldes, at udbetalingerne er sket som en del af lønnen, hvor der er udbetalt en fast opgjort diætsats på 43 kroner per time sammen med den opgjorte timeløn. Godtgørelsen er således indarbejdet direkte som en del af lønudbetalingen, forklarer Skat blandt andet i et brev dateret 28. marts 2014 til en litauisk kvinde.
I den konkrete sag har Skat ændret en 37-årig litauisk kvindes skat for 2013. Hun havde oprindelig modtaget en skattefri rejsegodtgørelse på knap 63.000 kroner. Nu kræver Skat, at der efterbetales knap 26.000 kroner, fordi rejsegodtgørelsen var skattepligtig.
Af Skats brev til litaueren fremgår det, at Skat i første omgang har rettet krav om manglende skattebetaling til vikarbureauet. Samt at Skat senere kan rejse kravet mod hende, hvis bureauet ikke betaler regningen.