Statsrevisorerne påtaler efter onsdagens møde de fejl og mangler i Skats forvaltning, som er årsagen til, at statens regnskab for 2017 er fyldt med ubekendte.
Ifølge formand Peder Larsen er der tale om en ekstraordinær situation, der imidlertid har været under opsejling i flere år.
- Jeg havde aldrig drømt om, at vi skulle i den situation, hvor Rigsrevisionen og vi selv må tage forbehold for statsregnskabet.
- Vi er enig med Rigsrevisionen i, at vi må tage forbehold for regnskabet. Denne gang er det bare et endnu større forbehold end tidligere.
- Det er en uheldig udvikling, men det kommer ikke som den helt store overraskelse.
- For det er nogle forhold, som vi allerede er blevet gjort opmærksom på tidligere, siger han.
Han henviser til Skats problemer med at inddrive gæld til det offentlige, som skaber usikkerhed om, hvor meget gæld, der må afskrives.
Peder Larsen glæder sig trods alt over, at man i Skattestyrelsen er klar over problemerne og arbejder hårdt på at løse dem.
Derfor forventer han også, at der vil ske forbedringer i de kommende måneder, inden det endelige statsregnskab skal færdiggøres i februar næste år.
- Der er al mulighed grund til at udnytte den mellemliggende tid til at gøre usikkerheder i regnskabet mindre, selv om der nok vil gå flere år, inden problemerne er endeligt løst.
- Det vil trække alvorligt på folks tillid til Skat, og det er vel i virkeligheden det mest beklagelige, siger han.
Problemerne i Skat skyldes hovedsageligt, at det centrale it-system, der skulle holde styr på restancerne til det offentlige, gentagne gange er blevet forsinket og til sidst har måttet skrottes.
- I 00'erne var det danske skattevæsen blandt Europas bedste. Det er det langt fra i dag, og det kan vi kun beklage.
- Problemet er, at al inddrivelse i modsætning til tidligere går igennem Skat. Og når den så ikke fungerer, bliver problemet jo mange gange større, siger Peder Larsen.
Det er første gang nogensinde, at Rigsrevisionen har måttet tage forbehold for, om tallene for skatter og afgifter i statsregnskabet er rigtige.
Statsrevisorerne tager i deres vurdering også forbehold for, at man i sin endelige betænkning over regnskabet i februar bliver nødt til at tilføje en bemærkning om, at statens bogførte indtægter ikke stemmer overens med virkeligheden.
/ritzau/