Reaktionerne svinger fra glæde til skuffelse efter et EU-topmøde om coronavirus torsdag.
I Italien, der af alle er anerkendt som et af de værst ramte EU-lande, er premierminister Giuseppe Conte tilsyneladende imponeret over den solidaritet, der bliver udvist i EU.
- Stort fremskridt. Det var utænkeligt for blot få uger siden, skriver Conte på Twitter efter mødet.
Italiens regering er ifølge økonomiminister Roberto Gualtieri tilfreds med, at EU's stats- og regeringschefer er enige om, at en genopretningsfond er både nødvendig og en hastesag. Og at den skal være af en betydelig størrelse.
- Det er en succes for Italien og de lande, som har presset på for dette, skriver Gualtieri på Twitter.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som i dagene op til topmødet har appelleret til mere solidaritet, anlægger en mere mørk tolkning af mødet.
- Europa har ingen fremtid, hvis ikke vi leverer et svar på denne krise, siger Macron ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Han taler om, at "hele Europa vil falde", hvis EU efterlader de værst ramte regioner uden den nødvendige hjælp. Han nævner Italien, Spanien og Belgien.
Ifølge den franske præsident gik den mest vanskelige debat ikke på, om man skal stifte fælles gæld, som Danmark og andre EU-lande helt afviser.
Den gik ifølge Macron på, om man skal give de mest trængende lande direkte understøttelse, eller om de skal have lån.
Selv argumenterer han for, at i hvert fald dele af hjælpen til de værst ramte EU-lande skal være direkte støtte.
- Jeg mener, at i denne situation, som vi lever i, skal disse overførsler være understøttelse - ægte budgetunderstøttelse, siger Macron.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde efter mødet, at man skal finde den "rette balance" mellem bevillinger og lån.
Det er EU-Kommissionen, som nu på baggrund af topmødet skal fremsætte et forslag til, hvordan den langsigtede genopretningspakke skal se ud. Herunder størrelse og finansiering.
Von der Leyen signalerede, at der bliver tale om en stor hjælpepakke.
/ritzau/