Regeringens mål om flere hænder møder muren på hospitalet

Arkivfoto. (Foto: Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix )

Flere sygeplejersker skal arbejde på fuld tid, lyder et centralt mål i regeringens sundhedsreform. Men hver tredje jobopslag er deltid, og vagtplanen kan slet ikke gå op uden mange på deltid, siger fagfolk.

Hver anden sygeplejerske arbejder på deltid, og samtidig mangler der flere varme hænder i sygeplejen. Derfor skal flere sygeplejersker arbejde på fuld tid, lyder en central del af regeringens udspil til sundhedsreform. Men den plan møder en mur i praksis, skriver Politiken.

For selv om regionerne siden 2013 har arbejdet for flere fuldtidsstillinger, er hvert tredje jobopslag til sygeplejersker en deltidsstilling, viser tal fra Jobindex, som Dansk Sygeplejeråd har analyseret.

Og ude på hospitalsgangene er deltidsansatte også helt nødvendige for at få vagtplanerne til at hænge sammen, siger fagfolk. Et hårdt arbejdspres og mange vagter om natten og i weekender tvinger de lokale ledelser til at have flere hænder at fordele arbejdet imellem, lyder forklaringen.

I Dansk Sygeplejeråd er arbejdsgivernes behov for deltidsansatte velkendt.

»Jo flere hoveder du har ansat, jo mere kan du jonglere rundt med dem, så den enkelte ikke oplever den samme vagtbyrde weekend, aften og nat. Så arbejdsgiverne er selv medvirkende til, at der er kommet så mange deltidsstillinger«, siger formand Grete Christensen til Politiken.

Et eksempel på konsekvenser i vagtplanen er fra Rigshospitalet Hjertecenter, der per 1. februar har implementeret en ny vagtplan, hvor sygeplejerskernes daglige vagter forkortes fra 8 til 7,5 timer. Til gengæld skal de så arbejde 13 dage mere om året, hvilket kan anspore endnu flere til at vælge deltid.

Ifølge Danske Regioner skyldes de mange deltidsansatte nærmere en kultur blandt sygeplejerskerne.

»Vi har brug for 6.000 flere sygeplejersker, og der er ikke andre løsninger, end at flere af dem, vi har, arbejder fuld tid«, siger formand for regionernes lønnings- og takstnævn, Anders Kühnau (S) til Politiken.

Kühnau er skuffet over, at hvert tredje jobopslag er deltid, men mener ikke, at man kan diktere de enkelte arbejdsgivere, at de ikke må slå deltidsjob op.

Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, vurderer, at det er op ad bakke at satse på flere fuldtidsansatte.

»Med de arbejdstider og ufleksible vagtplaner, de har, er deltid et naturligt valg«, siger Kjeld Møller Pedersen til Politiken.

Politiken