Den socialdemokratiske regering vil fjerne det omstridte opholdskrav, der begrænser retten til dagpenge.
Det garanterer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
- Det er vores politik, og det kommer til at ske, siger han i et interview med Politiken.
Hvornår kan han ikke sige noget om, men opholdskravet står "langt oppe" på listen over hans kommende opgaver.
Ministeren forventer, at det vil koste et sted mellem 100 og 150 millioner kroner om året at skrotte kravet.
- Vi skal finde noget finansiering et eller andet sted, og det kommer vi ikke til at kunne nå at gøre ved den førstkommende finanslov, som bliver fremlagt lige om lidt, uddyber Peter Hummelgaard over for Ritzau.
Han peger på flere grunde til at droppe kravet.
- Den overvejende del af folk, der bliver fanget i det, er etniske danskere, som har været i udlandet for at arbejde. Så det strider jo imod intentionen fra dem, der vedtog det i sin tid, siger ministeren og nævner, at det også har vist sig "umuligt at administrere".
- For det tredje – hvilket er et kæmpe problem – er det med til at udhule, hvor attraktivt det er at melde sig ind i en a-kasse, siger Peter Hummelgaard til Politiken.
Opholdskravet betyder, at man skal have opholdt sig i Danmark eller et andet EU-land i syv ud af de seneste 12 år for at være berettiget til dagpenge.
Det gælder også, selv om man i alle årene har indbetalt til en a-kasse.
Det blev vedtaget af VLAK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti kort før årsskiftet og trådte i kraft ved nytår.
Intentionen med et opholdskrav er at skærme dagpengesystemet for udlændinge, der kommer til Danmark. Det rammer dog også danskere, der i en periode har været bosiddende i udlandet.
Blandt regeringens støttepartier er der begejstring.
- Fantastisk, siger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF), der presser på for hurtig afskaffelse af opholdskravet.
De Radikale og Enhedslisten støtter også en annullering og er klar til at sikre regeringen flertal. Beskæftigelsesordfører Samira Nawa (R) ønsker at forsøge at finde pengene til at få afskaffet kravet allerede ved den kommende finanslov.
- Det var håbløst at indføre det her krav i første omgang, så jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at det hurtigst muligt bliver afskaffet, siger hun til Ritzau.
Venstre og Dansk Folkeparti står til gengæld fast på, at det nuværende opholdskrav er det rette.
/ritzau/