Mandag blev forsamlingsforbuddet hævet til 50 personer, og der lægges nu op til, at der fra næste fase af genåbningen kan komme 500 tilskuere på stadion til eksempelvis superligakampe.
Men regeringen vil ifølge TV2 gennemføre et forsøg, hvor flere får lov at komme ind.
Tv-stationen er kommet i besiddelse af et brev, som statsminister Mette Frederiksen (S) har sendt til partilederne.
”Såfremt partierne er indstillede på det, vil regeringen imidlertid foreslå en aftale om, at der i løbet af etape 1 gennemføres et forsøg, hvor der kan afvikles en eller flere superligakampe med et større antal tilskuere end 500”, lyder det i brevet.
Således kan FC København komme i spil. I weekenden fortalte FCK-direktør Lars Bo Jeppesen, at man havde en plan klar, som kan lukke 10.500 tilskuere ind i Parken.
Planen indeholder et maksimum på 500 tilskuere i hvert afsnit. De enkelte afsnit vil være afspærret for andere og der vil være separate indgange, dedikerede toiletfaciliteter og seperate mad- og drikkeboder.
Planen er sendt til politikerne, og her er der opbakning fra blandt andre Venstre og Radikale Venstre.
Samtidig siger professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen til TV2, at hvis forholdene er rigtige, kan der i princippet godt komme mere end 500 på stadion.
- Der er masser af plads på et stadion, og det er udendørs, så smitterisikoen er lille, siger han til TV2.
I brevet fra Mette Frederiksen står der ifølge TV2 videre:
"Forsøget forudsætter, at sundhedsmyndighederne finder, der kan laves en forsvarlig model. På baggrund af forsøget, vil sundhedsmyndighederne, Politiet og evt. andre relevante myndigheder kunne evaluere, om det er foregået sundhedsmæssigt forsvarligt.”
Statsminister Mette Frederiksen skriver ikke noget om, på hvilke stadions og i hvilke klubber forsøgene skal afprøves.