Regeringen, Liberal Alliance og De Konservative har indgået en aftale om nye kriterier for, hvornår et boligområde kan kaldes "særligt udsat" - eller slet og ret en "ghetto".
Med aftalen udvides antallet af kriterier fra de hidtidige tre til fem.
Tidligere har man set på arbejdsløshed, kriminalitet og etnicitet, men nu tilføjes også uddannelsesniveau og indkomst i vurderingen af, om et boligområde kan betegnes som en ghetto.
Ifølge regeringens oprindelige udspil betød de nye kriterier, at antallet af ghettoer i Danmark ville falde fra de eksisterende 33 til 29.
Men ifølge Ritzaus oplysninger vil listen med de nye kriterier omvendt blive udvidet med en enkelt til 34 boligområder.
Hos Liberal Alliance glæder man sig især over et kraftigere fokus på beskæftigelsen.
- Med aftalen vil vi bevare og etablere en fremskudt jobindsats i alle særligt udsatte boligområder, siger Liberal Alliances boligordfører, Ole Birk Olesen.
- Samtidig slår vi fast, at det ikke bare er tilbuddet om arbejde, som flytter ud i ghettoen. Det er også pligten til at tage imod det arbejde, man kan få, som flytter med - sammen med de nye, skærpede sanktionsmuligheder, som kontanthjælpsreformen indeholder, siger han.
/ritzau/