Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er onsdag blevet enig med Enhedslisten om en udligningsaftale, som sender flere penge fra rige kommuner til fattige kommuner.
Der er ændret på en række kriterier for, hvordan pengene fordeles - ligesom der oprettes nye puljer:
* Der oprettes en helt ny social særtilskudspulje på 400 millioner kroner.
* Tilskuddet til kommuner med øer og færgedrift bliver øget med 15 millioner kroner.
* To nye kriterier bliver indført for at ramme kommunernes udgifter på det specialiserede socialområde mere præcist: "Børn af enlige forsørgere" og "nomadefamilier".
* Boligstøttekriteriet, der har været kritiseret af flere kommuner, bliver justeret.
* Der sker også en justering af kriterierne for "familier i visse boligtyper", "personer med lav indkomst", "fald i befolkningstallet" og "børn i familier med lav uddannelse".
* Der bliver indført en mere korrekt indregning af skatteindtægter fra landbrugsjord.
* Der vil fortsat være en særtilskudspulje på 400 millioner kroner til kommuner med særlige økonomiske udfordringer, men der sker en forenkling af særtilskudspuljerne for at mindske udgifter til administration.