Anklagemyndigheden har besluttet ikke at rejse en straffesag for vold mod Rasmus Paludan, skriver fyens.dk fredag.
Det er landets øverste anklager, Rigsadvokaten, som har vurderet, at der ikke er grundlag for at tiltale Paludan.
Han blev sigtet af Fyns Politi for en episode ved Langelandsfestivalen sidste år.
Stifteren af partiet Stram Kurs havde købt billet til festivalen, men blev nægtet adgang, da han dukkede op sammen med nogle venner. Det var i den forbindelse, at politiet rejste sigtelse og afhørte Rasmus Paludan.
Han var sigtet for at have forsøgt at påkøre en vagt ved festivalen og for ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed, skriver fyens.dk.
Sidste år besluttede Rigsadvokaten i øvrigt også at undlade at rejse tiltale mod Rasmus Paludan i en anden sag.
Den drejede sig om straffelovens bestemmelse om at forhåne mindretal på grund af deres tro eller andre forhold. I den sag, som drejede sig om udtalelser i 2016, havde Københavns Politi tidligere valgt at rejse sigtelse.
I en anden straffesag rejst efter samme paragraf blev han dog sidste år af Østre Landsret idømt betinget fængsel i 14 dage.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.