Vi begynder i en skolegård i Hellerup i 1993.
Hadet knuger sig fast i maven.
Rasmus går i sjette klasse. Han er svært overvægtig. Vejer over 80 kilo og er som jaget vildt i klassen. De andre drenge binder ham fast i gården. De tæsker ham. Mobber ham. Næsten hver dag.
»Fede dyr. Fede nar. Din mor er en luder,« råber de.
Rasmus har svært ved at svare igen. Han føler sig svag. De andre børn har rige forældre og bor i pæne villaer i Hellerup. Rasmus bor i en lille andelslejlighed med sin mor, der har angst og depressioner og er på dagpenge. Han har aldrig haft en far, og han har ingen venner i klassen.
Det er uretfærdigt, tænker han. Men på det tidspunkt er der ingen gud, der beskytter ham. Ingen gud, der kan fortælle, hvad der er rigtigt og forkert.
Ingen orden, ingen regler, ingen retfærdighed. Det er Rasmus alene mod de andre børn, og han er ved at sprænges af had til sig selv og sin verden.
Da en af mobberne en dag kalder hans onkel for bøssekarl , kan han ikke holde vreden inde længere. Han sparker drengen så hårdt i nyrerne, at drengen knækker sammen og græder.
»Det var nok der, jeg begyndte at miste besindelsen,« siger han stille og kigger ned i bordet.
Til ære for profeten
Det er længe siden nu. Rasmus er i dag 25 år. Han er blevet muslim og har skiftet fornavn til Salah El-Din. Han har opkaldt sig efter den muslim, der drev de kristne korsriddere på flugt fra Jerusalem. Der er kommet ro og orden i hans liv. Han har fået et kraftigt skæg til ære for profeten Muhammed, og Allah, den almægtige, leder ham på vej.
Han tror på hvert et ord i koranen og de hellige skrifter. Eller rettere: Han ved, at hvert et ord er rigtigt. Han ved, at den islamiske stat kommer en dag. Han ved, at den vil hjælpe de svage og udstødte. Han ved, at utro mænd og kvinder vil blive stenet, men samtidig frelst. Han ved, at folk, der tilsviner profeten, skal straffes med fængsel eller pisk. Og han ved, at han er klar til at tage til Irak og kæmpe mod de amerikanske soldater. Hvis Allah ønsker det.
Men sådan har han ikke altid haft det.
Dødsfald og angst
Salah El-Dins historie begynder turbulent.
Da han er et år gammel, dør hans mormor og morfar. Det rammer hans mor så hårdt, at hun får angstanfald og varige psykiske mén.
Rasmus er urolig gennem hele folkeskolen. Han må skifte skole tre gange, fordi lærerne ikke kan klare ham.
De andre børn mobber ham konstant med hans overvægt, mens han selv begynder at trappe konflikten op ved at slå igen. Han indser, at han kan udnytte sin højde og vægt mod dem, der terroriserer ham.
I syvende klasse bliver Rasmus sendt på et julemærkehjem i Skælskør for at tabe sig. Her går det lidt bedre. Han får nye venner og en kæreste. Men da han kommer tilbage til en skole for problembørn på Nørrebro, bliver det hele værre.
»På skolen var der piger, der kom fra den lukkede afdeling ¿ og indvandrerdrenge, der havde siddet i politiets varetægt. De kunne finde på at true med kniv. Her lærte jeg for alvor at slå fra mig. Det var min måde at klare mig på,« fortæller han.
Stoffer og nervemedicin
Derfra synes han næsten ikke, at der er nogen vej tilbage. Rasmus bliver 18 år og er pludselig kommet i rigtig dårlig selskab. Han ses mest med rockere og unge indvandrerdrenge fra den hårde del af Blågårds Plads på Nørrebro. De lærer ham at slås og sælge stjålne ting videre. Typisk tv-apparater og computere. Og Rasmus kan lide pengene.
Om dagen kører han rundt i gaderne i sin stylede mørkelilla Golf, som han har købt for hælervarer. Om natten hænger han ud i hashklubber eller står ved baren på Diskotek In i København, hvor der er gode muligheder for at slås og more sig. Der er masser af sprut, ecstasy og hjernedøde typer, som han siger. Masser af virkelighedsflugt.
Selv er han også begyndt at tage stoffer. Han fylder næsen med kokain, tager ecstasy og steroider og ryger i perioder op til 15 gram hash om dagen. Det er så tåget en periode, at han stadig har svært ved at huske noget fra den.
»Jeg var fyldt med had i kroppen. Stofferne var min nervemedicin,« siger han.
Hjemme i lejligheden er Rasmus verden ved at falde fra hinanden.
Hans mor er ved at dø. Hun har fået kræft i tungen, og strålerne giver hende hårde bivirkninger. Hun taber sig, mister lugtesansen og motorikken.
Han prøver at være der for hende, men det plager ham samtidig at se hende på den måde.
»Enten ender jeg i fængsel, eller også dør jeg snart,« tænker han.
»Jeg er nødt til at finde på noget.«
En åndelig mentor
Det er et rent tilfælde, at han en dag ser koranen ligge hjemme hos en af sine gamle venner, som skal bruge den til en opgave i gymnasiet.
Rasmus samler bogen op og vender de første sider i muslimernes hellige skrift.
Han bliver nysgerrig. Det hele står så tydeligt. I koranen er der råd og regler for alt. Og bogen taler især om retfærdighed.
Noget, han forgæves har ledt efter i så mange år.
Han opsøger flere af sine muslimske venner. Han vil vide mere om islam. En fyr ved navn Gamal hjælper ham med svarene. Gamal er storebror til en af hans venner og bliver nu Rasmus åndelige mentor.
Gamal er ikke som de andre. Han har styr på sit liv. Han er gift og arbejder som flymekaniker i lufthavnen.
De to bruger timer og dage sammen. De mødes hjemme hos Gamals familie i Hellerup og Bispebjerg. Her drikker de kaffe og ryger vandpibe, ligesom de går lange ture sammen. Rasmus lytter og lærer om et af koranens vigtigste begreber, al-sabr. Det betyder »tålmodighed«.
»Det nytter ikke at smadre biler og slå andre folk ned,« forklarer Gamal.
»Gud vil have, at vi er tålmodige. Brug i stedet din energi på at bede og faste,« siger han.
Bønner og hellig krig
Gamal fortæller også Rasmus om, hvordan han skal behandle sin familie og sine venner med respekt. Om tørklæder, faste og bønner. Og om hellig krig.
Den hellige krig er ikke bare en krig mod dem, der angriber muslimer. Det er også en indre krig, der handler om, at man skal beherske sit had og sine aggressioner mod andre, fortæller Gamal.
Rasmus lytter.
Det hele virker så indlysende rigtigt. Modsat alt det pladder han føler, at pædagoger og psykologer har forsøgt at fylde ham med gennem hele skoletiden. De har aldrig kendt ham.
Men koranen rammer ham lige i hjertet. Den tager ham seriøst.
Åbenbaring i Egypten
I sommeren 2004 tager han med Gamals lillebror til Egypten. De besøger en af landets enorme moskeer, der prydes af marmor og islamiske hellige skrifter i loftet.
Da Rasmus går ind på det store tæppe i moskeen, føler han med det samme en tryghed. Moskeen er på samme tid højtidelig og nede på jorden. Venlige, jordnære muslimske mænd går stille ind i moskeen, falder ned på knæ og beder til deres skaber. Det virker så ægte, tænker han.
Da Rasmus tager flyet hjem til København to uger senere, er han klar til at give en besked til sine venner og familie. Rasmus har besluttet sig for noget, der vil ændre hans liv. Han vil være muslim. Hans mor bifalder det. Hun støtter alt, der giver mening for ham.
Kort efter konverterer han ved en seance i Islamisk Trossamfund i København. Han stiller sig op i moskeen og fremsiger trosbekendelse.
»Jeg bevidner, at der ikke findes nogen anden gud end Allah, og at Muhammed er Hans tjener og sendebud,« siger han.
Over 50 mennesker i moskeen hører den nervøse dreng, der står oppe ved mikrofonen ved imam Abu Jihad.
Da han træder ud af moskeen, bliver han omfavnet og trykket i hånden af de mange arabiske mænd. Velkommen, siger de. Med en varme, han ikke har følt længe.
»Her hører jeg hjemme,« tænker han. For første gang i sit liv.
»Alt det rod, jeg har set, har været guds vilje fra begyndelsen. Det har gjort min tro stærkere.«
Det vigtigste er, at man kan sige den muslimske troserklæring. Den
består i, at man erklærer at der kun er én gud - Allah - og at Muhammed
var hans profet og budbringer. Ofte skal troserklæringen siges på
arabisk, men det er ikke et must.
I nogle lande -
eksempelvis Indonesien - kræves det, at konvertitten har været på et
seks måneders kursus i Islam som forberedelse. Det krav stilles ikke i
Danmark. Imam Abdul Wahid Pedersen stiller eksempelvis ikke krav om, at
konvertitten har læst koranen eller andre hellige skrifter.
Selve konverteringen foregår ved en seance, og der skal medbringes to
voksne mænd som vidner. Seancen kan vare fra et halv minut til en halv
time og kan foregå i et bedelokale.
Nogle danske
imamer, eksempelvis Abdul Wahid Pedersen, indleder ofte seancen med at
efterprøve, om man er helt sikker på sin beslutning. Er man klar til at
leve et liv uden svinekød og alkohol og bede fem gange om dagen,
spørger han. Abdul Wahid Pedersen plejer også at spørge, om man har
gjort det klart, at nogle familier og venner reagerer meget negativt på
beslutningen. »Islam er øretævernes holdeplads,« som han siger.
Nogle konvertitter vælger at tage et arabisk navn, når de er blevet
muslimer. Imam Abdul Wahid Pedersen lægger dog vægt på, at danske
muslimer skal holde fast i, hvor de kommer fra og bevare i hvert fald
en del af deres oprindelige navn. »Gud har bestemt at man er danskere
og derfor handler det om, at danskheden og islam går op i en højere
endhed,« siger han.