Det er ikke for børn, når den spanske Rapper Pablo Hasel fyrer den af. Den tidligere spanske konge, Juan Carlos, er således både blevet kaldt voldelig ægtemand, dranker, mafiaboss og hyppig bruger af prostituerede i musikerens kontroversielle tekster.
Den slags går ikke i Spanien, hvor kongehuset nyder særlig beskyttelse, og fornærmelserne indgår da også i straffen. Det samme gør opfordring til terror.
Anholdelsen skete ikke uden dramatik. Hasél havde barrikaderet sig på universitetet i Lleida – 150 kilometer fra Barcelona. Her havde han fået hjælp fra op mod 200 demonstranter, flere af dem blev også anholdt ved aktionen.
- Jeg vil ikke tillade dem at fortælle mig, hvad jeg skal tænke, føle eller sige. Det giver mig bare endnu mere incitament til at blive ved med at skrive mine sange, sagde han, sagde Hasél til nyhedsbureauet AP i forbindelse med sin anholdelse mandag.
Oprindelig blev han idømt to år fængsel, men den straf nedsatte landets højesteret siden til ni måneder, som altså nu skal afsones.
Ud over majestætsfornærmelse er Hasél også dømt for at støtte terrorbevægelsen ETA og opfordre til væbnet kamp.
Siden sin anholdelse har rapperen fået støtte fra en lang række prominente spanske kunstnere som filminstruktøren Pedro Almodóvar og skuespilleren Javier Bardem.
Anholdelsen har også ført til voldsomme demonstrationer i flere spanske byer.