Det Radikale Venstres landsformand Klaus Frandsen tier om, at tidligere kulturminister Uffe Elbæk træder ud af partiet og bliver løsgænger i Folketinget. Det er en sag for folketingsgruppen, mener landsformanden.
- Han har forladt folketingsgruppen. Det er folketingsgruppens formand (Sofie Carsten Nielsen, red.) som kommenterer det, siger Klaus Frandsen.
Det Radikale Venstre har siden stiftelsen i 1905 haft en knivskarp opdeling. Klaus Frandsen er formand for landsforbundet med 7500 medlemmer. Fra stiftelsen har folketingsgruppen været suveræn og kan ikke styres politisk.
Derfor vil Klaus Frandsen heller ikke kommentere, hvor Uffe Elbæk siger farvel. Uffe Elbæk begrunder sin afgang med, at regeringens nej til øremærket barsel til mænd var dråben, som fik bægeret til at flyde over.
"Jeg har ingen kommentarer pga. den rolledeling vi har. Dette gælder dermed også for spørgsmål om årsag. Mvh Klaus", skriver landsformanden i en sms til Ritzau.
Elbæk vil fortsat støtte S-R-SF-regeringen, oplyser han til Ritzau.
- Det har på alle måder været meningsfuldt at være en del af Det Radikale Venstre gennem de sidste 15 år.
- Men der er et men. Som har mere med mig at gøre, end med De Radikale. Jeg må efter alle disse år i partiet se i øjnene, at min ambition i endnu højere grad er at arbejde for en mere gennemsigtig, mangfoldig og entreprenant politisk kultur.
- Jeg har brug for at kunne kalde en skovl for en skovl, uden at det bliver et loyalitetsproblem, siger Elbæk.
Uffe Elbæk vil derfor bruge sin nye status som løsgænger til at kunne tale og handle friere og samtidig gøre op med den nuværende vækstdagsorden.
Weekendens Radikale landsmøde vedtog at indføre øremærket barsel, hvis regeringens bonusordning ikke virker om ét til to år.
ritzau/