Sidst på måneden er det et år siden, at et finsk containerskib påsejlede en jernbanebro over Limfjorden, og siden da har den ødelagte broklap forhindret al togtrafik mellem Himmerland og Vendsyssel.
Fredag krævede det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V), at Rigsrevisionen skal kulegrave forløbet, fordi Banedanmark fortsat ikke kan oplyse en dato for, hvornår togene igen kan køre over broen.
Og selv om Banedanmarks administrerende direktør, Jesper Hansen, nu har meddelt, at man inden for "den nærmeste tid" regner med at kunne sætte dato på, hvornår broen genåbner, er det bare ikke godt nok, mener teknik- og miljørådmanden i Aalborg.
- Hele forløbet omkring jernbanebroen er en skandale. Der har nærmest været en ligegyldig holdning til Nordjylland som landsdel.
- Vi har undret os meget over, hvad der foregik, og det ser ud som om, at der ikke har været nogen plan, siger teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard (V) til Nordjyske.
Banedanmark mangler ifølge avisen fortsat en række tekniske undersøgelser og godkendelser, før broklappen kan monteres på broen.
Mariann Nørgaard mener, at det er meget sent, at Banedanmark har fundet ud af, at det kan være svært at montere en ny klap på en bro fra 1930'erne. Hun undrer sig over, hvorfor de nødvendige beregninger ikke er blevet foretaget for flere måneder siden.
Rådmanden er sikker på, at problemerne var blevet løst væsentligt hurtigere, hvis der var sket et lignende uheld på en bro i København eller et andet sted på Sjælland.
- Hvis broen havde ligget på Sjælland, ville fejlene være blevet rettet øjeblikkeligt. Det er ikke sket i Nordjylland, og det viser noget om den ligegyldighed, der er i forhold til Nordjylland, siger hun til avisen.
Det finske skib Ramona bragede 28. marts sidste år ind i jernbanebroen over Limfjorden ved Aalborg. Mirakuløst kom ingen til skade ved ulykken.
/ritzau/