R: Statsministeren spænder ben for klimahandling

Ida Auken (R) og Morten Østergaard (R) til doorstep i forbindelse med de første drøftelser om klimaloven på Amager Strandpark tirsdag den 3. september 2019. (Arkivfoto) (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Statsministeren har ifølge De Radikale for travlt med at slå fast, hvad den grønne omstilling ikke må koste.

Det tyder på at blive svære forhandlinger, når klimalovens mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent skal omsættes til politik til foråret.

På forhånd lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), at klimakrisen hverken skal eller kan løses gennem regulering af den enkelte danskers forbrug og vaner.

Men den udmelding gør De Radikale bekymrede for forårets forhandlinger om en klimahandlingsplan.

- For mig at se gør det de kommende forhandlinger meget svære, hvis vi har en leder, der har fokus på at sætte benspænd op hele tiden i stedet for at lede os et sted hen, hvor vi godt tør forandringer, siger Ida Auken, som er De Radikales klimaordfører.

- Med finanslovsaftalen og senest med klimaloven har vi set, at De Radikale har måttet drive regeringen frem, og det har vi så også tænkt os med klimahandlingsplanerne.

- Hvis lederskabet ikke kommer fra toppen, så må vi som parlamentarisk grundlag med SF og Enhedslisten lede nedefra, siger hun.

Klimakrisen kan ifølge Mette Frederiksen kun løses gennem forskning, ny teknologi og tilpasning af afgørende sektorer som transport, bygge- og anlæg og energitung industri.

Det siger hun i et interview med Ritzau forud for sin nytårstale den 1. januar.

Det er samtidig Mette Frederiksens ambition, at den grønne omstilling ikke må øge uligheden, koste arbejdspladser eller gøre det sværere at bo på landet.

Ida Auken mener, at det er at stikke folk blår i øjnene, hvis statsministeren forsøger at overbevise befolkningen om, at den grønne omstilling ikke kommer til at kunne mærkes.

- Det er svært at finde ud af, hvad Mette Frederiksens klimaambition er. Hvor vil hun lede Danmark hen? Hun har mere travlt med at sige, hvad der ikke må ske, i stedet for at sige: "Nu leder jeg Danmark et sted hen, og vi skal alle sammen være en del af løsningen", siger klimaordføreren.

I interviewet siger Mette Frederiksen, at hun tror, at alle kommer til at mærke omstillingen. Hun afviser samtidig, at hun har lagt for mange bindinger på sig selv.

- Vi har jo mange opgaver sammen som politikere. Det at sikre høj beskæftigelse, lav arbejdsløshed, god konkurrenceevne er en af vores topprioriteter. Det kan vi ikke gå på kompromis med, siger hun.

/ritzau/