Den russiske præsident, Vladimir Putin, slår fast, at han agter at efterleve Ruslands forfatning og ikke forsøge at blive på præsidentposten, når hans nuværende periode udløber i 2024.
Til den tid vil han have været præsident i to perioder i træk, og forfatningen siger, at man så ikke kan fortsætte i en tredje periode umiddelbart efter.
Putins udtalelse ved konferencen Økonomisk Forum i Sankt Petersborg i Rusland er bragt på statsligt tv.
Udtalelsen er i sig selv ikke overraskende, men den betyder ikke nødvendigvis, at han siger farvel til magten i 2024.
I 2008 gik Putin også af som præsident efter at have siddet i to perioder i træk.
Han blev i stedet premierminister, og i 2012 vendte han tilbage som præsidentkandidat.
Han vandt valget.
Rent juridisk har Vladimir Putin mulighed for at gentage denne manøvre.
- Jeg har altid strengt overholdt Ruslands forfatning, svarer Putin på et spørgsmål om, hvorvidt han forlader embedet efter udløbet af den seks år lange præsidentperiode, han er i gang med.
- I forfatningen står det klart skrevet, at ingen kan tjene mere end to perioder i træk. Jeg agter at overholde denne regel.
Putin vandt solidt præsidentvalget i marts.
Når hans anden periode udløber i 2024, vil han være den længst siddende leder i Moskva siden diktatoren Josef Stalin, som efter knap 31 år som sovjetleder døde i 1953.
I 2024 vil Putin have været præsident i i alt 20 år.
/ritzau/Reuters