Den prorussiske nationalist Milorad Dodik vinder den serbiske plads i Bosnien-Hercegovinas tredelte præsidentskab efter søndagens præsident- og parlamentsvalg i landet.
Dodik får 55 procent af stemmerne, viser de foreløbige resultater.
Det oplyser valgkommissionen natten til mandag.
- Det er en klar sejr, siger 59-årige Dodik ifølge nyhedsbureauet AFP.
Milorad Dodik har regeret den serbiskledede Republika Srpska siden 2006. Han sætter sjældent sine ben i Sarajevo, som han omtaler som "udenlandsk territorium."
Han taler desuden jævnligt om at holde en folkeafstemning om en total løsrivelse blandt de bosniske serbere.
Det største muslimske parti i Bosnien-Hercegovina, SDA, oplyser, at partiets kandidat, Sefik Dzaferovic, har vundet det muslimske sæde i det tredelte præsidentskab.
Socialdemokraten Zeljko Komsic vinder det kroatiske sæde.
Det komplekse politiske system i Bosnien-Hercegovina er et levn fra krigen i årene 1992-1995.
Her blev omkring 100.000 mennesker dræbt og millioner fordrevet. Krigen ødelagde også økonomien og infrastrukturen.
Et kvart århundrede efter er det stadig en fredsaftale fra dengang, som er grundlaget for opdelingen af staten i to halvdele.
Den ene halvdel er domineret af de bosniske serbere, mens den anden domineres af muslimer og kroater.
De to magtcentre, der kun er forbundet af en svag national regering, kæmper mod hinanden, hvilket har medført politisk og økonomisk stagnation, skriver AFP.
Del og hersk-princippet gælder også for præsidentembedet, der deles mellem et serbisk, et kroatisk og et muslimsk medlem af regeringen.
/ritzau/