I september 2003 kørte Ali Allawi ind i sit fødeland, Irak, efter flere årtier i eksil. Han havde været en ledende figur i eksil-oppositionen mod Saddam Hussein. Nu havde han opgivet sine vellønnede job som formand for en bank og forsker på Oxford University for at komme tilbage og hjælpe sit land på fode efter amerikanernes invasion.

Allerede på vejen ind i landet kørte han hundreder af kilometer uden at se en eneste soldat til at opretholde lov og orden. Da han nåede Bagdad, så han skaderne fra plyndrende bander.

»Det var kaos. Og det blev værre, da jeg mødte amerikanerne. Mange af de ansatte rådgivere vidste intet om landet eller kulturen i Irak. De kunne ikke arabisk, og de sad indelukket uden at lytte til irakerne. Allerede måneden efter min ankomst skrev jeg i min dagbog: Det her går galt ,« siger Ali Allawi.

Fanget i krydsild

Allawi fik tre ministerposter i Iraks første, midlertidige regeringer. Han insisterede på at bo uden for Bagdads beskyttede Green Zone . Seks af hans viceministre blev myrdet, og Allawi blev selv flere gange fanget i krydsild og mistede bodyguards til selvmordsbombere. I 2006 trak han sig ud af politik, og for nylig udgav han bogen Iraks besættelse: At vinde krigen og tabe freden , som er én lang kritik af USA s politik i Irak. For det var ikke faren, men uduelig-heden, der fik Allawi til at opgive sit politiske liv.

»Jeg blev chokeret over manglen på en samlet plan fra amerikanernes side. Da shia-muslimerne begyndte at gøre oprør i Bagdad, ignorerede man det. Jeg havde samtaler med Paul Bremer (daværende leder af Irak, red.), hvor han bare ignorerede mine advarsler. Projektet var forbandet fra begyndelsen,« siger Allawi.

Hans nye bog er den første samlede gennemgang af amerikanernes besættelse set igennem øjnene af en irakisk minister.

De internationale medier har rost den for dens klarhed.

Og for dens mange eksempler på, hvordan amerikanerne ikke anede, hvad de havde med at gøre.

Grobund for oprør

Hans største kritikpunkt er, at amerikanerne skiftede politik uafbrudt, ikke holdt styr på korruption i ministerierne og holdt det irakiske folk uden for indflydelse fra begyndelsen.

»Det irakiske folk så aldrig de positive resultater af besættelsen. Der var ikke soldater nok til at holde ro, og genopbygningen fortabte sig i korruption. Det var altsammen med til at give grobund for det oprør og de magtkampe, vi ser i dag,« siger Allawi, der i dag har opgivet idéen om en stærk samlet nation i Irak.

Bærer du ikke også selv et ansvar som minister for, at det hele gik så galt i Irak?

»I mine ministerperioder gjorde jeg det så godt som muligt, og jeg tror, jeg gjorde mere gavn end skade. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke stod hårdere imod amerikanerne. Men jeg tror egentligt ikke, det havde nyttet. For de lyttede ikke.«