Det er ikke første gang, at amerikanerne brokker sig over, at de andre Nato-lande ikke putter flere penge i forsvaret.
Men det er første gang, at en siddende amerikansk forsvarsminister så klart skruer bissen på.
Det siger Mikkel Vedby Rasmussen, professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, efter at USA's forsvarsminister, James Mattis, onsdag har sagt, at de andre Nato-lande må polstre deres forsvar, hvis ikke USA skal "moderere" sine forpligtelser i den militære alliance.
- Amerikanerne går og leger med selve fundamentet ved Nato-alliancen for øjeblikket, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
- Det er en hård melding fra en siddende forsvarsminister. Han er ikke den første forsvarsminister, der brokker sig over, at europæerne ikke betaler nok. Men han er den første, der siger det så skarpt, siger han.
Med udmeldingen rokker USA også ved tilliden landene imellem.
- Når amerikanerne siger det her, er det også en måde at sige, at amerikanerne ikke længere mener, at de vil forsvare Europa for enhver pris, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
- USA har siden alliancens oprettelse båret den største del af byrden - og gjort det med vilje. Det handler ikke om at dele forsvarsbyrden, men at USA sikrer forsvaret af Europa. Og da USA har et forsvarsbudget større end alle andre, er det naturligt, at USA altid bidrager mere.
- Balancen vil altid være skæv. Spørgsmålet er, hvor skævt det skal være, siger han.
Risikoen er også, at amerikanerne maler sig selv op i et hjørne ved at spille så højt spil.
- Hvad vil amerikanerne stille op, hvis europæerne bare trækker på skuldrene eller ikke kan øge budgettet, så hurtigt som USA vil have det? Risikoen er, at de har skruet for højt op for retorikken, at det bliver svært for dem at levere, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Han peger på, at EU allerede har drøftet at knytte det militære samarbejde tættere sammen.
/ritzau/