"Er det muligt for mig?". Det spørgsmål stillede prins Joachim, da han forleden holdt foredrag på Schackenborg Slot, skriver Se og Hør.
Prins Joachim forlod slottet i sønderjyske Møgeltønder, da de velhavende venner fra Danfoss, Ecco og Lego reddede ham ved at oprette Schackenborg Fonden, som købte prinsen ud for 100 millioner kroner.
Det var i 2014, men allerede som ni-årig fik den nu 49-årige prins Joachim slottet i julegave, og i 1993 rykkede han ind på slottet.
Men det var ikke muligt for prins Joachim at få økonomi i det gældstyngede slot med de tilhørende godt 1.000 hektar jord, som siden 1978 var drevet af kongefamilien.
Ifølge Se og Hør lå det ved foredraget prins Joachim meget på sinde, at det ikke var med hans gode vilje, at han solgte slottet og flyttede til Klampenborg:
- Tiden går ufattelig hurtigt, ja, men det, man mindes med glæde, det er der ikke nogen, der kan tage fra en, og det er sådan set også noget af det, jeg vil frem til her: Tro ikke, at jeg flygtede.
- Schackenborg var jo først og fremmest en virksomhed, som, da jeg overtog den, var behæftet med en ikke ubetydelig gæld, sagde han og tilføjede, at "som enhver nyetableret landmand ved, starter man med en gæld, og den arbejder man så efter bedste evne ned".