Det holdt hårdt, men Finland er klar til VM-semifinalen i ishockey.
Finland vandt 4-3 på det mål som Juhamatti Aaltonen scorede midt i tredje periode.
Finnerne fik en drømmestart på kvartfinalen. Ossi Vaananen bragte værterne foran 1-0 efter kun halvandet minut. En scoring, som løftede stemningen gevaldigt i Hartwall Arena i Helsinki.
Det var ikke spillet 10 minutter, før jublen brød løs igen. Petri Kontiola øgede til 2-0, og han gjorde det også til 3-0 efter knapt 16 minutter.
Noget, der måske bringer minder om Slovakiets kamp mod Danmark ved VM i 2010. Da kom slovakkerne bagud 0-6 i første periode.
Men denne gang kom slovakkerne igen. 12 minutter inde i anden periode havde de lavet to mål og reduceret til 2-3.
Slovakkerne fik også momentum et halvt minut inde i tredje periode, hvor Tomas Surovy udlignede til 3-3.
Alligevel holdt finnerne hovedet koldt og sikrede den nødvendige scoring til 4-3.
I semifinalen møder Finland vinderen af kvartfinalen mellem Sverige og Canada. Den spilles senere torsdag.
/ritzau/