Det populære debatprogram på P4, ’Mads & Monopolet’, er kommet i skudlinjen efter at have talt varmt om tyrefægtning.
Det er dyreværnsorganisationen Animal Protection Danmark, der mener, at det er dybt forkasteligt at opfordre til dyremishandling, som de mener, det er.
- Tyrefægtning er ikke underholdning, men et tragisk skue over et lidende dyrs chanceløse dødskamp. Kultur og tradition kan ikke bruges som undskyldning for at mishandle dyr, siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark, til BT.
Paneldeltagerne i programmet var skuespiller Pilou Asbæk, chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik og tv-vært Sofie Linde.
De mente alle, at lytteren, som ringede ind, burde være åben for andre kulturer, heriblandt tyrefægtning i Spanien.
Men den anbefaling er Gitte Buchhave ikke glad for. Hun mener, at de direkte legitimerer dyremishandling.
Programmets vært køber ikke kritikken.
- Mads & Monopolet er et program, hvor der bliver givet og taget. Der er højt til loftet, og lytterne kender præmisserne. Vi har aldrig påstået, at vi er en jury eller en domstol. Vi siger bare, hvad vi synes, siger han blandt andet til BT.
Det er langt fra første gang, radioprogrammet udsættes for kritik. I februar blev Facebook rødglødende, fordi mange mente, at deltagerne dengang opfordrede til at køre bil i beruset tilstand. Dilemmaet handlede om, hvorvidt lytteren Preben skulle tillade sine forældre at køre hjem efter et par glas rødvin i byen.