Det bliver 40-årige Mia Wagner, der tager over som investor i det populære DR-program 'Løvens Hule'. Det skriver DR.
Mia Wagner er direktør for Freeway-koncernen, der har en række virksomheder under sig - herunder blandt andet Dating.dk og Roomservice. Freeway er ligeledes delvis ejer af Avisen.dk.
- At deltage i Løvens Hule passer godt med ambitionerne for Freeway Koncerne. Jeg er åben for at gå ind i nye markeder som passer ind i vores vækststrategi, men jeg vil have et vågent øje for synergier i forhold til vores eksisterende forretninger, siger Mia Wagner til DR.
Ilse Jacobsen trak sig tidligere på måneden fra programmet efter en række artikler i Berlingske, der beskrev en ledelsesstil præget af dårligt arbejdsmiljø.
Mia Wagner er ikke den eneste nye i hulen. Jan Dal Lehrmann og Peter Warnøe har overtaget pladserne fra Birgit Aaby og Tommy Ahlers, der siden seneste program er blevet uddannelses- og forskningsminister.
Jan Dal Lehrmann var tidligere medstifter og direktør i Bilbasen og har også været direktør i Benjamin Media. De sidste otte år har han han primært investeret i start-up virksomheder.
Peter Warnøe er serieiværksætter og er direktør i kapitalfonden Nordic Eye.
De tre nye folk slutter sig til de rutinerede løver Christian Stadil og Jesper Buch.
I Løvens Hule bliver fem investorer præsenteret for en række iværksætteres produkter og ideer, og de skal derefter tage stilling til, om de vil investere penge.
Det er fjerde sæson af programmet, der begynder optagelser onsdag.