Lone Theils har taget springet fra korrespondent til krimiforfatter og har gjort det med så stor succes, at hendes kriminalromaner er solgt til udgivelse i 16 lande.
Nu er hun aktuel med bogen "De usynlige", som er det femte bind i serien om Nora Sand.
Hovedpersonen er - ligesom Lone Theils var gennem 16 år - en dansk journalist bosat i London, og det er her, hun trevler mordgåder og mysterier op.
I "De usynlige" har Lone Theils taget fat på et hjerteskærende kapitel af den britiske historie, der handler om misbrug af børn i den britiske overklasse.
Nogle af sagerne kom frem, mens Lone Theils selv i virkelighedens verden var korrespondent i Storbritannien.
- På et tidspunkt var jeg afsted med en veninde på et spa, et sted, der hedder Dolphin Square. Så går vi lige ud og skal lige have noget mad i cafeteriet, og så kører der et fjernsyn i baggrunden, hvor vi kan se en reporter, der står lige uden for den bygning, vi befinder os i.
- Han står simpelthen og fortæller om, at der er foregået børnemisbrug i den bygning, vi er i. På den måde fik jeg en personlig tilgang til det, fortæller Lone Theils.
Historierne satte sig fast i forfatterens bevidsthed. Og særligt den store uretfærdighed i forløbet har gået hende på.
- Det er en historie, der har ligget mig på sinde, fordi jeg synes, den er så vild. Man prøvede at nedsætte den ene undersøgelseskommission efter den anden for at få ryddet op i, hvad den britiske overklasse havde haft gang i med nogle børn. Og hele tiden blev det saboteret af den ene eller anden faktor, siger hun.
- Så man endte med at lave en ret tandløs akademisk undersøgelse, som simpelthen ikke stiller nogen til ansvar for, hvad der sket. Det synes jeg, var lidt rystende, siger Lone Theils.
Til daglig bor den 50-årige journalist og forfatter i et helårshus i en kolonihave på Amager sammen med sin kat. Og det er også her, hun sætter sig ved tasterne for at udfolde sine krimiromaner.
Hun starter med at læse sig til bunds i sagerne. Hun leder efter vidneberetninger og skildringer af, hvordan så der for eksempel ud i Soho på det pågældende tidspunkt, og om der virkelig var korruption i politiet.
Hun tygger sig igennem fagbøger, avisartikler og dokumentarudsendelser.
Og så lægger hun det hele til side og laver sin egen historie - med andre personer.
- Jeg tænker altid mest på ofrene, når jeg sidder og skriver, og ikke særligt meget på gerningsmanden, siger Lone Theils og uddyber:
- Det må være frygteligt at finde modet til at stå frem og fortælle, hvad der skete for en som barn og så få det affærdiget. Eller måske endnu værre få at vide, at nu prøver vi at komme til bunds i det og så bare se det blive saboteret gang på gang, og at der aldrig er nogen, der bliver stillet til ansvar for det. Det må være så forfærdeligt for de mennesker.
For at rumme de skrækindjagende historier og tragiske skæbner gør Lone Theils også brug af nogle af de fiktive virkemidler, hun har ved hånden.
For hvis verden ikke vil anerkende tragedierne, må hun i det mindste give sit eget lille bidrag.
- Min måde at gøre det på er, ved at jeg fiktivt skaffer dem retfærdigt - inden for rimelighedens grænser. Jeg sørger for, at dem, der skal straffes, bliver straffet. Og sådan er det selvfølgelig ikke altid i virkeligheden.
- En af de goder, man har som forfatter, er, at man kan få lov til at gøre uret til ret - i hvert fald et kort øjeblik. Og det betyder noget for mig. Men det, der betyder mest for mig, er nok i virkeligheden at lægge denne her uretfærdighed ud, så folk ved, at det er sket, siger Lone Theils.
/ritzau/
Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus