Populær dansk sanger donerer 50.000 til en skov

Lukas Forchhammer er gået i samarbejde med Alternativet. (Foto: Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/arkiv)

Lukas Forchhammer fra bandet Lukas Graham var hurtig til at donere 50.000 kroner til opførelsen af en skov på Struer-egnen.

Det nærmeste, man i øjeblikket kommer på et fuldtonet politisk engagement fra de øverste pladser på de danske musik-hitlister, er Lukas Forchhammer.

Nu har den internationalt anerkendte forsanger i bandet Lukas Graham nemlig igen markeret sig.

For en måneds tid siden gik han i brechen for grisene i den danske kød-produktion, og denne gang vil han støtte opførelsen af en skov.

Det skriver Dagbladet Struer.

Spidskandidaten for Alternativet til kommunalvalget i Struer Kommune, Povl Eskild Petersen, har nemlig meldt ud, at han vil rejse en løvskov på 15.000 træer - hvis kommunen altså vil lægge jord til.

Povl Eskild Petersens idé var, at få sit partis 10.000 medlemmer til hver at spytte fem kroner i træk-kassen, og med de tilsammen 50.000 kroner plante en skov.

Men spidskandidaten behøvede kun Lukas Forchhammer, så var de penge hjemme.

På Twitter meddelte den populære sanger nemlig følgende: "Jeg donerer gerne de 50.000 kroner til skoven! Går op i dansk natur og elsker skov".

Det skulle han kun sige en gang. Alternativets pressechef, Magnus H. Haslebo, tog ifølge avisen hurtigt imod det generøse tilbud, mens Lukas Forchhammer kvitterede med: "Det er sat i gang".