Jon sidder alene på stadion i Grenaa og ser en fodboldkamp. Han holder sin mobiltelefon op til øret. I den anden ende sidder jeg. I den næste time taler vi. Jeg har forberedt mig. Men efter fem minutter kigger jeg ikke længere på spørgsmålene.

I stedet lytter jeg.

Den historie, jeg hører, er endnu uafsluttet.

Den handler om en ung mand, der har oplevet så meget så tidligt, at det er ved at kvæste ham i isolation og bitterhed. Men som på trods af det ikke har mistet blot en brøkdel af troen på sig selv.

Men inden vi når så langt, skal vi tilbage til tidspunktet, hvor alt gik galt.

Teenagemørke gågader

Jon falder. Der kommer nye popstjerner og tv-idoler, og sangene er ikke stærke nok til at bære alene. Og så er der den provinsielle uvilje mod alle dem, der er heldige og flotte og talentfulde nok til toppen af Danmark.

Det er den uvilje, der tvinger ham ned.

Det er den uvilje der gør, at han går i hættetrøje for at skjule, hvem han er. Det er den, der får ham til at flygte fra kavalergange og guldkæder i teenagemørke gågader. Det er den uvilje, der isolerer ham på triste værelser med mp3-sange fra computeren og smøger fra kiosken som eneste selskab.

Og for at gøre en eneste ordentlig ting, inden det hele er forbi, siger han ja til at medvirke i en film om ham. Om ham nu. Om Jon efter Popstars . Om Jon Solo. Helt solo.

Det er her, denne historie starter: med Jon, der forsøger at finde en vej ud af håbløsheden ved at være så ærlig, at han måske til sidst kan mærke en eller anden sandhed indeni.

Selvmord uden hjælp

Og det er den hjerteskærende ærlighed i filmen Solo , der gør, at han næsten bliver vred, fordi jeg spørger, om filmen var et råb om hjælp?

»Jeg har forsøgt selvmord, og jeg har bedøvet mig med stoffer og alkohol for at stoppe tankerne. Men filmen er ikke et råb om hjælp. Jeg har aldrig bedt nogen om hjælp,« siger han og fortsætter:

»Jeg brækker mig, når folk klapper mig på skulderen og siger, at jeg er en god nok fyr. De kender mig ikke. Hvis jeg skal have det at vide, så skal det sgu ikke være fra en tilfældig i køen hos slagteren. Hvis jeg skal have hjælp, så ringer jeg til min far«.

Han siger det uden at grine lidt bagefter for at tage brodden af det, han lige har sagt. Det vil han ikke. Det er slut med at forstille sig.

Intet farvel

Kampen på stadion er forbi. Indimellem har nogen råbt smarte bemærkninger til ham. Men da kampen er slut, er der ingen, der siger farvel.

I stedet går han med sin mobiltelefon i hånden og snakker med en journalist. Fordi journalister er nogle af de få, han kan tale med. De forstår måske ikke så meget. Men de lytter.

Han piver ikke. Han er vant til ensomheden. Den har altid været der.

»Jeg har ingen venner,« siger han og retter sig selv:

»Eller jeg har måske tre-fire stykker. En af dem sidder i fængsel, og så er der to mænd på 50 år i København, som jeg vil regne for mine venner. Det er det,« siger han.

Jon bor stadig i Grenaa. Han kender alle, men han gider dem ikke. De forstår ham alligevel ikke. Mens de taler om tunede biler og anabolske steroider, tænker han på, hvordan livet skal være.

Men han vil ikke væk. Han kan ikke se perspektivet i at flytte.

»Der er sgu lige så meget provinsialisme i København som i Grenaa. Københavnere ved bare ikke selv, at de er nogle bonderøve,« siger han.

Han træner også nogle unge drenge i fodbold og har et job på Radio ABC i Randers, som giver ham et glimt af hverdag. Især fodbolddrengene holder ham i Grenaa.

»Det betyder hele verden for mig, at træne de drenge,« siger han.

Arrogant røvhul

Jon har altid været lidt for flot, lidt for dygtig, lidt for intelligent og lidt for talentfuld til, at nogen sådan rigtig har kunnet lide ham.

»Folk har altid opfattet mig som et arrogant røvhul. Det var jeg også – også inden Popstars. Men jeg ville virkelig noget mere med mit liv, end man normalt vil i Grenaa. Når jeg ser billeder fra dengang, kan jeg se gnisten i mig. Den gnist er der bare ikke mere,« siger han.

Der er mange grunde til, at gnisten forsvandt. Lidt af den forsvandt, da han én gang for mange fik tyret dovent øl i fjæset af en hånende hob.

En del forsvandt, da det gik op for ham, at ingen har levet som han, og at alle derfor er fremmede.

Og resten forsvandt den nat, han vækkede sin mor for at sige farvel.

Han havde 12 gram kokain i kroppen og vidste, at den var helt gal.

»Det er det, jeg fortryder allermest, at jeg først lukkede min mor ind i mørket, da jeg troede, at det var for sent,« siger han.

De 12 gram kokain er blevet til angst. Den følger ham ikke altid, men den følger ham nok til, at han altid frygter den.

»Jeg kæmper med den angst. Den kan gøre mig så bange for bare at gå ud af døren, at jeg ikke tør leve. Jeg kan blive så utrolig usikker på, hvad jeg skal med mit liv, at alle de chancer jeg får går tabt, mens jeg tænker. I for lang tid har jeg fået for lidt ud af det,« siger han ind i telefonen på vej væk fra stadion.

Og mens han siger det, forbander jeg, at jeg ikke går ved siden af ham i det aftenmørke Grenå.

Ham i spejlet

Men jeg nøjes med at spørge om en enkelt linje, han synger i sin seneste sang. Han synger: »ham i spejlet ligner ikke mere sig selv«, så jeg spørger, hvem ham i spejlet så ligner?

»Han ligner en anden, end han kunne have gjort. Mine valg har afskåret mig fra mange muligheder. Hver gang jeg har prøvet at starte på Handelshøjskolen efter Popstars, har det været en kæmpe fiasko. Jeg falder bare ikke ind mere. Jeg er underligt distanceret, og når de andre ser på mig, tænker jeg, at du skulle bare vide: Du skulle bare vide, hvordan det liv, du ser, er . Hvor indholdsløst det er. Hvor usikre alle de kendte er, når de står på den røde løber i Dior-kjoler, de ikke har råd til, og higer efter kameralinserne, så de kan komme i bladene og i tv og måske få et job igen,« siger han.

Få ugers lykke

Når jeg spørger ham, om det alligevel ikke var ret fedt at være så kendt, siger han:

»Jo helt sikkert. Det var da superfedt«. Og så taler han længe om anerkendelsen, festerne og engangsknaldene.

Men når jeg spørger om, hvor længe det varede, så siger han 3-4 uger og retter det lidt efter til halvanden måned.

»Det var superfedt i halvanden måned«.

Det er fem år siden nu. Der kan stadig være glimt af noget godt, men reelt har de fem år været en lang nedtur. En kamp mod bonderøvene på diskoteksscenerne og mod den totale isolation.

Hævn som drivkraft

En ting har altid forfulgt ham: at det var for nemt. Han vandt jo bare en simpel konkurrence.

»Det var ikke nemt. Jeg tror, det var sværere. Jeg gad godt at se medlemmer af et almindeligt rockband klare det, jeg har klaret. Ingen andre har været topprioritet på et af verdens største pladeselskaber som 17-årig og konstant kæmpet mod janteloven og middelmådigheden,« siger han.

Og han taler om hævn. Om, at hævnen var det, der drev ham. Hævnen over pladebranchen og bonderøvene og sig selv.

»I fire år var hævnen min eneste motivation for at lave musik og optræde. Det vil jeg ikke mere. Jeg vil have en anden drivkraft, og den kan jeg kun få, hvis jeg skaber en base i mit liv. Men når den er der, så vender jeg tilbage 100 procent, og så er der intet, der kan stoppe mig,« siger Jon.

»Så erobrer jeg hele den danske fucking pladebranche,« siger han ind i mobilen i Grenaas sensommermørke aftengader.