Der var mandag morgen en lang kø ved grænsen i Sønderjylland efter åbningen for tyske turister.
Den store belastning fik politiet til at overgå til stikprøvevis kontrol af de, der ville krydse grænsen.
- Det er ikke alle indrejsende, der bliver kontrolleret. I perioder med stor belastning har vi i samråd med Rigspolitiet besluttet, at vi laver en stikprøvevis kontrol, siger politiinspektør Brian Fussing fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Og så er det politinæsen, der afgør, hvem der skal tjekkes.
- Nu vil jeg ikke fortælle alle detaljer om, hvad vi kigger efter, for så kan nogle jo spekulere i det. Men det er helt vilkårligt. Man kan ikke regne med, om det er, fordi man har en blå eller en gul trøje på, at man bliver udvalgt.
- Andre gange kigger vi på profileringen. For eksempel hvis man har et frygtsomt blik, så kunne det give anledning til, at man bliver vinket ind, siger Brian Fussing.
- Så det er politinæsen der er med til at afgøre, men der er også konkrete ting, vi holder øje med.
Syd- og Sønderjyllands Politi meldte mandag morgen om kø på mellem syv og otte kilometer ved grænseovergangen i Frøslev.
Det var på forhånd ventet, at tyske turister i stort tal ville benytte sig af grænseåbningen mandag, skrev Rigspolitiet sent søndag aften i en pressemeddelelse.
For at undgå massive kødannelser blev yderligere to grænseovergange åbnet fra klokken 07.00. Det drejer sig om overgangene ved Padborg og Pebersmark.
Politiet har desuden ekstra politi på arbejde for at håndtere presset.
- Vi har kaldt mere politi på arbejde, og vi har bedt om ekstra personale fra Forsvaret til at hjælpe med kontrollen. Vi forventer især, at der vil være et særligt tryk på lørdage, når det er skiftedag for sommerhusene, siger Brian Fussing.
Foruden tyske turister har nordmænd og islændinge også fået lov til at rejse ind i Danmark fra mandag.
Det sker under forudsætning af, at turisterne kan påvise, at de har booket mindst seks overnatninger i Danmark.
Grænsen har været delvist lukket siden 14. marts på grund af coronakrisen.
/ritzau/