Samtidig med at Skatteministeriet gav folketingsmedlemmer lov til frit at sælge deres supplerende ejerlejligheder i København med store skattefrie gevinster, argumenterede samme ministerium i Landsretten for det stik modsatte synspunkt over for en almindelig skatteyder, skriver Jyllands-Posten.
Det viser nye papirer i den såkaldte Askær-sag. Askær-sagen handler om den tidligere Royal Greenland-direktør Keld Askær, som ville sælge sin udsigtsejendom på Sydfyn skattefrit, selv om han havde fast arbejde, bopæl og folkeregisteradresse på Grønland. Hans argument for at få lov at sælge bolig nummer to var, at han har brugt boligen, når han var i Danmark i forbindelse med sit arbejde.
Fordi sagen var principiel indbragte Skatteministeriet sagen for Vestre Landsret, og den gav sidste år ministeriet medhold i, at to ejendomme aldrig kan tjene som bolig for en borger på samme tid, hvilket netop er kravet for at kunne sælge en ejendom skattefrit.
Askær ankede sagen til Højesteret, men inden landets øverste domstol nåede at vurdere spørgsmålet om skattefrihed, opgav ministeriet sagen. Årsagen var tilsyneladende, at man opdagede en række tidligere ikke-offentliggjorte afgørelser i Ligningsrådet og Landsskatteretten, der trak i modsatte retning. Landsretsdommen ville have fået stor betydning for mange folketingsmedlemmer og andre weekendpendlere, der har købt en ekstra lejlighed, hvor de kan overnatte i forbindelse med deres arbejde.
Papirerne i Askær-sagen afslører derudover, at Skatteministeriet blev orienteret om en tilsvarende sag med den tidligere skatteminister Frode Sørensen (S) i hovedrollen, kort tid inden ministeriet vendte rundt på en tallerken og opgav Askær-sagen, som ellers netop var blevet vundet.
På grund af Landsretsdommen i Askær-sagen havde Frode Sørensen bedt skattemyndighederne om et bindende svar på, om han kunne sælge sin lejlighed på Islands Brygge uden at skulle betale skat af fortjenesten.
Skatteministeriet afviser, at departementets tidligere øverste chef har haft nogen rolle i beslutningen om at opgive Højesteretssagen. Selv siger Frode Sørensen til Jyllands-Posten:
»Hvis spørgsmålet er, om jeg har forsøgt at lægge pres på nogen, så er svaret klart nej.«