Ansæt de nye politikadetter som tjenestemænd på åremål. På den måde kan den fastlåste strid om kadetternes strejkeret ryddes af vejen. Som tjenestemænd vil kadetterne nemlig afskrive sig retten til at strejke.
Sådan lyder et konkret forslag fra formanden for Dansk Politiforbund, Claus Oxfeldt, til løsning af striden om kadetternes ansættelsesvilkår.
- Det er oplagt at ansætte kadetterne som tjenestemænd på åremål. Det ville løse alle problemer, siger Claus Oxfeldt, der har bragt forslaget på banen i forhandlingerne med den statslige arbejdsgiver, Moderniseringsstyrelsen.
Forhandlingerne om de nye politikadetters overenskomst gik i juni i hårdknude på grund af uenighed om retten til at strejke. Som konsekvens har Politiforbundet varslet blokade, der kan betyde, at de nyuddannede kadetter ikke kommer i arbejde som grænsevagter som ellers planlagt pr. 1. september.
Rekrutteringskanal
Men konflikten kan ifølge Politiforbundet afblæses, hvis Moderniseringsstyrelsen vil droppe tanken om overenskomst og i stedet ansætte kadetterne som tjenestemænd på åremål. I dag er langt de fleste af landets betjente ansat som tjenestemænd uden strejkeret, men med øget tryghed i ansættelsen.
For de nye kadetter kunne der ifølge Claus Oxfeldt være tale om tjenestemandsansættelse i op til seks år. Derefter ser Politiforbundets formand gerne, at kadetterne fortsætter deres karriere som betjente.
- Vi ønsker ikke, at man skal være ansat som kadet i 40 år, men at det skal være en rekrutteringskanal ind i politiet, siger Claus Oxfeldt.
Han er optaget af, at politikadetterne ikke skal blive et b-hold i politiet, og derfor ser han gerne en 'udløbsdato' på ansættelserne. Planen er, at de første 54 kadetter, der i øjeblikket er under uddannelse, skal aflaste politiet som grænsevagter og i forbindelse med bevogtningsopgaver.
Der kan blive drejet på lønskruen
Ifølge Dorthe Pedersen, arbejdsmarkedsforsker ved Copenhagen Business School, vil det dog være et dilemma for den statslige arbejdsgiver at sige ja til tjenestemandsansættelser i en tid, hvor netop den model er på retur.
- Det kan betyde, at der vil blive drejet på lønskruen, for det koster som regel at skulle kompensere for en deponeret strejkeret. Og så kommer diskussionen om lønindplaceringen, hvis nogen overhaler andre uden at have den samme uddannelsesbaggrund, siger Dorthe Pedersen.
I de seneste dage har flere partier appelleret stærkt til, at der bliver fundet en snarlig løsning på kadetternes arbejdsvilkår. Tirsdag meldte også den øverst ansvarlige minister for de statsansatte, innovationsminister Sophie Løhde (V), sig på banen her på Avisen.dk med meldingen om, at Politiforbundets centrale og ufravigelige krav om strejkeret til kadetterne, er imødekommet.
Strejkeretten skal imidlertid kobles sammen med aftaler om nødberedskaber, så det sikres, at 'vigtige samfundsmæssige opgaver' fortsat kan løses, understregede Sophie Løhde. Nødberedskaberne er en central 'knast' i forhandlingerne.
Avisen.dk forsøger at få Moderniseringsstyrelsens kommentar til Politiforbundets alternative forslag om tjenestemandsansættelser på åremål.