Der er generelt mindre og mindre ballede blandt tilskuerne i dansk fodbold.
Rigspolitiet oplyser, at man for godt ti år siden foretog 2,8 anholdelser i gennemsnit per kamp i Superligaen.
I de seneste to sæsoner er antallet faldet til 0,3 anholdelser i gennemsnit per kamp.
Vicepolitiinspektør ved Rigspolitiet Benny Øchkenholt peger på, at politiet i dag har et godt samarbejde med de danske fodboldklubber og en konstruktiv dialog med forskellige fangrupperinger.
- Vi er meget tilfredse med udviklingen.
- Der er stadig et par enkelte holds fangrupper, som volder problemer indimellem, men det går helt sikkert den rigtige vej, siger Benny Øchkenholt i en pressemeddelelse.
I sidste sæson blev der anholdt 85 personer i forbindelse med 198 kampe i Superligaen.
Kampene mellem FC København og Brøndby volder dog store problemer.
Det kom til udtryk i et opgør i Superligaen 6. august og i pokalfinalen, hvor politiet sigtede 35 tilskuere for blandt andet grov vold, røveri og maskering.
- Heldigvis er det efterhånden meget sjældent, at vi ser den slags, men lige netop med disse to klubber, som har så store fanskarer, er der altså fortsat problemer.
- Det er en skam, og det kaster et dårligt lys over de andre fans, som bare gerne vil nyde en god fodboldkamp, siger Benny Øchkenholt
Politiet foretog ingen anholdelser i sidste sæson i landets næstbedste fodboldrække. Det samme gjorde sig gældende i forbindelse med Danmarks landskampe.
/ritzau/