Nogle sager om muligt fusk i forbindelse med konkurser vil lide en stille død på politiets hylder, fordi der ikke er kræfter til efterforskningen.
I Københavns Politi fortæller man, at der i år er kommet langt flere indberetninger fra kuratorer end tidligere.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at behandle sagerne i tide, men det er nok uundgåeligt, at nogle sager vil blive forældet, siger vicepolitiinspektør Henning Schmidt.
Når der er tale om for eksempel overtrædelse af bogføringsloven, er forældelsesfristen to år.
Men i nogle tilfælde magter politiet altså ikke at komme ind i sagen, før de to år er gået. Det betyder, at der ikke kan rejses en sag.
- Sidste år fik vi mellem 180 og 190 indberetninger fra kuratorer, og i år ser vi ud til at få langt over 200, siger Henning Schmidt.
Ifølge konkursloven har en kurator pligt til at gå til politiet, hvis han eller hun tror, at der er grundlag for en efterforskning mod skyldneren.
Næsten alle indberetninger er relevante, lyder det politiet.
En stor del drejer sig om, at det halter med bogføringen. For eksempel kan regnskabet være forsvundet, så det er umuligt at rekonstruere, hvad der er foregået.
I andre tilfælde er der tale om skyldnersvig på den måde, at ejerne har trukket penge ud til sig selv.
Det ville i øvrigt lette politiets efterforskning, hvis alle kuratorer i deres indberetninger er præcise med hensyn til, hvad de mener, der er galt.
I Københavns Politi vil der fra 1. september være lidt flere ressourcer end tidligere til at beskæftige sig med økonomisk kriminalitet, men det vil ikke sikre, at samtlige sager undersøges i tide, lyder vurderingen.
I Nordjyllands Politi har man fornemmelse af, at skifteretten har mindet kuratorerne om den regel, der forpligter dem til at gå til politiet, hvis noget virker galt. I afdelingen for økonomisk kriminalitet vurderer Jørgen Jensen, at der tale om en stigning i antallet af indberetninger.
En tilsvarende fornemmelse har man dog ikke hos Fyns Politi.
/ritzau/