Nordjyllands Politi har offentliggjort et billede fra et overvågningskamera af en mand, der formodes at have forsøgt at bryde en hæveautomat op.
Den ukendte mand forsøgte med et koben at bryde en hæveautomat op i facaden på Kystvejen 51 i Øster Hurup ved Hadsund. Hændelsen skete natten til den 3. maj klokken 2.47.
Hæveautomaten var sikret, og gerningsmanden havde ikke held med sit forehavende, lyder det i pressemeddelelsen.
- Vores efterforskning har ikke afdækket hans identitet. Og derfor efterlyser vi ham nu med billede, siger politikommissær Preben Møller fra Nordjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Signalement af den formodede gerningsmand:
- Mand
- Tyndt lyst skæg om munden, iført sort hætte trukket op over hovedet, iført mørkeblå trøje med løstsiddende hætte og løstsiddende hættesnore ved brystet – indvendigt hættefoer i farven orange.
- Lodret orange stribe ved venstre bryst, tynd orange stribe ved begge ærmer/skulderparti, mørke handsker, blålige bukser, fodtøj uden hæl og lyse strømper.
Har du oplysninger i sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.