Politiet overholdt ikke loven, da de under klimatopmødet besluttede at aflytte en lang række medlemmer af miljøorganisationen Greenpeace.
I to sager blev reglerne for aflytninger direkte brudt - og i yderligere 16 sager blev reglerne bøjet så kraftigt, at de nu skal prøves ved domstolene. Det skriver Politiken.
Politiet skal altid have tilladelse, inden de foretager en aflytning, med mindre den mulige forbrydelse kan give op til seks års fængsel. Og selv i disse tilfælde, skal man indhente tilladelse senest 24 timer efter aflytningen.
Begrundelsen for at foretage aflytningerne, uden først at have fået tilladelse var, at Greenpeace angiveligt var i gang med at planlægge en spektakulær aktion i København, der ville kunne give mere end seks års fængsel til de implicerede.
Men jurister peger nu på, at ingen af de anholdte er blevet sigtet for alvorlige forbrydelser, som kan give lange fængselsstraffe.
Politiet fastholder, at aflytningerne var helt berettiget, og de var med til at forhindre en stor aktion. Sagerne skal nu for en dommer, der skal vurdere, om politiet har handlet i overensstemmelse med loven.