Politichef: Overvejer at give politifolk muligheden for at sladre

- Inspireret af at whistleblowerordningen egentlig kommer fra det engelske politi - bobbyen, der blæser i fløjten, når han ser ulovligheder - synes jeg, at det er på tide, vi overvejer, om det er godt for politiet at skabe sådan en kanal. (Foto: Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix)

Tavse politifolk i Tibetsagen får rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg til at ændre mening om whistleblowere.

Efter de nyeste afsløringer i Tibetsagen vil rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg overveje at indføre en whistleblower-ordning i politiet.

Det sker, efter at kommissionen, der undersøgte sagen, er blevet genåbnet. Den kom i december frem til, at politiet i 2012 krænkede demonstranters rettigheder under et kinesisk statsbesøg.

Ordningen kan allerede være en realitet inden for de kommende måneder, siger Højbjerg.

- Nu skal vi lige samle dem, der har en interesse i det her, men jeg vil tro, at det er noget, vi kan få etableret inden for de kommende måneder, siger han.

For kun et halvt år siden - da Tibetkommissionen kom med sin oprindelige beretning - afviste han ellers idéen. Det var ikke nødvendigt, forklarede han i december til Ritzau.

Siden er kommissionen dog blevet genoplivet, og den skal nu undersøge kinesiske besøg i Danmark så langt tilbage som til 1995 - og ikke kun to besøg i 2012 og 2013.

I den forbindelse har flere politifolk fortalt, at kinesiske statsmænd i flere tilfælde er blevet skærmet mod demonstranter under besøg i Danmark.

Det er blandt andet disse oplysninger, som gør, at Højbjerg nu overvejer at åbne en dør for anonyme tip i politiet.

- Det har virkelig givet mig overvejelser i retningen af, at vi bliver nødt til at gøre mere end blot at forvente, at folk siger til og fra, siger han.

- Vi har behov for et yderligere værktøj og at tage nogle yderligere skridt.

Han peger på, at flere kommuner og virksomheder har gode erfaringer med at indføre en whistleblowerordning.

- Jeg kender ikke til andre politikorps rundt omkring i verden, hvor man har det, men jeg tror, at det kunne være en nyskabelse, som kunne være til gavn for dansk politi, mener Højbjerg.

/ritzau/