Et mere effektfuldt farvel til det tyske landshold kunne Lukas Podolski næsten ikke have drømt om.
Den 31-årige angriber blev matchvinder med et drømmemål, da Tyskland onsdag aften vandt 1-0 over England i en testkamp, som samtidig var Podolskis afsked med nationalmandskabet.
Med 20 minutter tilbage af kampen modtog han bolden uden for det engelske straffesparksfelt, og på klassisk Podolski-facon tordnede han den op i målhjørnet med sit frygtindgydende venstreben.
En passende afslutning på 13 landsholdsår, der har budt på 130 landskampe, 49 mål og en VM-titel.
Alle på den tyske udskiftningsbænk og landstræner Joachim Löw var da også på benene for at applaudere den fremragende scoring.
Dermed fik tilskuerne også noget at glæde sig over i en ellers sløj forestilling, som et reservespækket tysk landshold var heldig med ikke at tabe.
I de senere år har Löws tropper haft svært ved at komme op i gear i de kampe, hvor der ikke har været noget på spil, og dette var absolut ingen undtagelse.
Tyskerne skabte nærmest intet i første halvleg, og Adam Lallana burde have bragt England foran efter en halv time, da han spænede fra det tyske forsvar. Liverpool-spillerens afslutning endte dog på stolpen.
Der var flere tilbud til englænderne efter pausen, men da landstræner Gareth Southgate begyndte at skifte ud, forsvandt noget af flowet i spillet.
Begge lande spiller VM-kvalifikationskamp på søndag. England møder Litauen hjemme i London, mens Tyskland skal en tur til Aserbajdsjan.
/ritzau/