En kæmpe succes.
Sådan betgener Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, hjemløseavisen Hus Forbi, som i dag kan fejre 20 år fødselsdag.
I et blogindlæg på tv2.dk, ønsker den garvede politiker både de hjemløse og folkene bag initiativet tillykke.
Avisen har ikke bare været med at bringe mange hjemløse tættere på samfundet. Sælgerne har også været med til at ændre danskernes forståelse af hjemløse, mener hun.
"Jeg tror bestemt også, at der er mange, som efterhånden har lært ”deres” sælger at kende som menneske," skriver hun og fortsætter;
"Mange, som får sig en god sludder med sælgerne. Det giver en forståelse af, at hjemløse ikke skal ses som nogle stakler, der bare skal have hjælp, men at hjemløse er lige så forskellige som alle os andre, og at de i øvrigt, nøjagtigt som alle mennesker, har noget godt og positivt at byde på."
Pia Kjærsgaard kommer selv med eksempler på historier, hun har fået fra sælgerne. En kvindelig sælger mente, at avisen simpelthen havde reddet hendes liv, mens en mandlig sælger fortalte, hvordan avisen giver ham noget at stå op til, skriver Pia Kjærsgaard.