En sand nerve- og stillingskrig, hvor det især handler om at stille én person tilfreds.
Sådan vurderer avisen.dk's politiske redaktør, Elisabet Svane, den tilspidsede situation mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Parterne er fortsat ikke nået frem til enighed om placeringen af det kommende supersygehus i Region Midtjylland, og dermed er finansloven fortsat ikke blevet forhandlet endeligt på plads.
"DF har den indstilling, at de bliver ved, indtil de synes, tingene er i orden. Og det er typisk Pia Kjærsgaard, der ikke er tilfreds," siger Elisabet Svane til Nyhedsbureauet Newspaq.
Rygterne gik tidligere på dagen på, at Dansk Folkeparti skulle have opgivet at få flyttet det kommende sygehus fra Gødstrup ved Herning til Aulum uden for Holstebro - og i stedet have modtaget en motorvej som kompensation.
En løsning, som Dansk Folkeparti efterfølgende selv har afvist.
"Dansk Folkeparti skal have noget mere end motorvejen. De skal have en pakke, før de kan være tilfredse. Der er et eller andet, der ligger og kokser," siger Elisabet Svane og forklarer samtidig, at partiet plejer at gå ud af finanslovsforhandlingerne som vindere på grund af deres symbolpolitik. Det kommer partiet også til på en eller anden måde denne gang, mener hun.
Hverken tirsdag eller indtil onsdag eftermiddag har der været officielle forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Men hos begge parter arbejdes der intenst på at nå frem til et kompromis, der kan tilfredsstille alle.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Pia Kjærsgaard har ikke ønsket at kommentere på, hvornår en finanslov kan være forhandlet på plads.