Danmarks største pensionsselskab, PFA Pension, stiller nu 10 milliarder kroner til rådighed for et nyt samarbejde, der skal skabe vækst hos danske eksportvirksomheder.
PFA sætter de mange penge ind i en ordning, hvor udenlandske virksomheder kan låne hos PFA til at købe varer i danske virksomheder.
Lånene bliver formidlet af EKF, Danmarks eksportkredit. EKF giver PFA en garanti for, at pengene bliver betalt tilbage.
- Den vigtigste opgave i det danske samfund netop nu er at få sat gang i væksten og skabt arbejdspladser i det private erhvervsliv. Det ønsker PFA at bidrage aktivt til samtidig med at vi sikrer et godt afkast til pensionsopsparerne, siger koncernchef Henrik Heideby, PFA Pension.
Som udgangspunkt forventer parterne, at der vil være tale om lån på mindst 250 millioner kroner og med lange løbetider. For eksempel til store projekter som vindmølleparker, aktiviteter i olie- og gasindustrien eller lignende.
Siden finanskrisen startede, er det blevet stadig mere vanskeligt for virksomhederne at finde finansiering på de traditionelle kapitalmarkeder. Når pensionskasserne træder til, får de danske eksportvirksomheder og deres kunder flere valgmuligheder.
Et andet pensionsselskab, Pension Danmark, har tidligere indgået et lignende samarbejde om 10 milliarder kroner til at styrke dansk eksport.
Selskabet ville få en forrentning lidt over renten på danske statsobligationer og samtidig, via EKF's garanti, sikkerhed for at få lånene betalt tilbage.
Hos Pension Danmark havde man allerede fra starten den første aftale på plads: et udlån på cirka en milliard kroner fra Pension Danmark til en svensk vindmøllepark med Vestas som leverandør af møllerne.