For få år siden var Peter Mygind sjældent bekymret, når hans 14-årige søn Julius bevægede sig uden for villaen. Som far kunne han selvfølgelig altid være bekymret over den farlige trafik. Men vold og overfald, det var ikke noget, familien spekulerede over. Det ramte ikke folk, som dem. Ikke folk fra Charlottenlund.

En eftermiddag i november 2006 blev volden dog også en del af deres historie.

14-årige Julius var på vej med tre venner fra Charlottenlund til en computercafé på Østerbro i København. De stod af ved Svanemøllen Station og gik langs Østerbrogade. Pludselig råbte en gruppe drenge på 12-15 år til Julius og hans venner, der var på vej forbi en Netto-butik:

»Har I knive!?«

»Nej,« svarede Julius.

Kort efter indså han, at det ikke var for sjov. Julius, der er en 1,92 meter høj basketball-spiller og bruger størrelse 46 i sko, blev overfaldet af de langt mindre gerningsmænd. Mens de pressede ham op af ruden ved Netto, stjal de hans pung og gav ham et par hurtige lussinger og slag.

Han var ikke i livsfare, men blev alligevel rystet. Også fordi han havde øjenkontakt med 30-40 voksne vidner, der gik forbi og intet foretog sig. Ingen stoppede op og ringede til politiet. Heller ikke damen, der stod inde i Netto-butikken bag ruden med sin indkøbsvogn. Hun gloede bare.

Julius og hans far tog på politistationen.

»Man må da kunne gøre noget?,« sagde Peter Mygind.

Politiet tog henvendelsen seriøst, men svarede alligevel: »De drengebander er svære at få fat på. Tag en anden vej hjem en anden gang.«

Julius kom sig hurtigt over forskrækkelsen, men kun halvanden måned senere blev han overfaldet igen. Denne gang langt mere alvorligt.

Det var en eftermiddag i januar 2007 omkring klokken 17. Julius sad på en bænk på Hellerup Station og ventede på et tog hjem til Charlottenlund. En gruppe på cirka 10 drenge henvendte sig venligt til ham.

»Fedt tørklæde. Hvordan går det?« sagde de og spurgte, hvor han skulle hen.

Julius synes, at de virkede »skide søde«.

Da han stod af på Charlottenlund, opdagede han, at drengene var taget med. De stoppede ham og spurgte om vej. De ville også gerne låne hans telefon, sagde de. De sværgede ved Koranen, at de ikke ville stjæle den. Julius spurgte, om de ikke kunne bruge deres egen. Han havde ikke mange penge på sin, forklarede han.

Gruppen dannede en ring om ham. Så kom sparkene bagfra. Først ved knæhaserne. Og da han lå ned, mærkede han dem i hovedet og på kroppen. De blev bare ved og ved. En dame med sin hund stod lidt derfra og så på, mens hun samlede en hundelort op fra jorden. Ingen hjalp.

Skrig af angst

Hjemme i villaen fik Peter Mygind og hans kone Lise Mühlhausen et chok, da Julius lidt efter kom ind af døren.

»Han skreg. Et langt angstfyldt skrig. Jeg har aldrig hørt noget lignende,« forklarer Peter Mygind.

Julius blødte fra hovedet. Peter Mygind så det og husker, at han følte sig som en løve, der skal forsvare sin unge. Det slog klik for ham. Han løb ud af døren, spænede ned til stationen og råbte højt: »Hvor er de!«

En dreng pegede i retningen af Charlottenlund Skov og uden at tænke nærmere over det, løb Peter Mygind ind mellem træerne i mørket. De skulle jages ned. Først da han var nået et stykke ind i skoven uden at finde dem, stoppede han op. Han kom til besindelse og tog ud til hospitalet. Julius havde fået en lang flænge i hovedbunden og blev behandlet.

Fanget af kameraer

Drengebanden blev senere fundet af politiet. Takket være overvågningskameraerne i S-toget. Da Peter Mygind hørte om bandens fortid, opgav han tanken om, at de skulle retsforfølges. De havde mere brug for hjælp.

Gruppen var ledet af en 12-årig dreng, hans to ældre brødre og en håndfuld andre drenge. De havde 55 overfald bag sig og var for længst kendt af de sociale myndigheder. Drengene kom fra en familie i total forfald. Faren forsøgte at låse dem inde eller nægtede dem at komme hjem. Moren var flyttet på krisehjem, fordi hun mente, at faren havde forgrebet sig på drengenes søster. De havde ingen fremtid og ingen, der kunne lære dem om moral og respekt.

Forebyggelse hjælper

Deres historie har fået Peter Mygind til at indse, at forebyggelse er den eneste vej frem.

»Tænk på alle de millioner, man skal bruge på den type drenge, fordi man venter for længe. Det ville koste en tiendedel, hvis de havde fået hjælp noget før,« siger Peter Mygind i dag.

Efter episoden var Mygind-familien dybt berørt.

»Julius gik et helt år med hætten nede om ørerne og trak sig ind i sig selv. Og vi er gået i familieterapi«, siger Peter Mygind.

Episoden har også fået Peter Mygind til at engagere sig i det sociale arbejde i Natteravnene. Han holder desuden foredrag på blandt andet folkeskoler for at komme i kontakt med voldsmænd og ofre. For som han siger.

»Det er ligesom kræft. Mange giver ikke penge til Kræftens Bekæmpelse, hvis de ikke selv kender nogen, der er syge. Men det kan ramme alle. Det kan volden også.«