En agent fra Politiets Efterretningstjeneste skal nu afhøres i Københavns Byret i en usædvanlig straffesag om handel med tunge våben.
Sagen begynder torsdag. To svenske mænd er anklaget for at aflevere et raketstyr og en AK-47 automatriffel til PET's agent, som optrådte i rollen som repræsentant for den colombianske guerillabevægelse Farc.
Leverancen skete på en parkeringsplads nær Rødovre Centrum i april 2011.
De to våben var vareprøver i forbindelse med en storstilet handel, hvor den svenske restauratør Paul Mardirossian, kaldet Hingsten, ville levere våben til Farc til gengæld for kokain.
Sagen har været efterforsket af den amerikanske politimyndighed DEA med brug af undercover-agenter. De bildte Mardirossian ind, at de kom fra Farc, og at de ville betale for våben med kokain.
Angiveligt var de to nu anklagede svenskere sendt af sted på ordre af Hingsten.
Begge nægter sig dog skyldige, og den enes forsvarer mener, der er er tale om en forbrydelse, som er fremprovokeret af myndighederne.
- Jeg vil rejse det spørgsmål, om hvorvidt DEA's samarbejde med PET har ført til, at personer har foretaget handlinger, som de ellers ikke ville foretage, siger advokat Anders Rohde.
PET er tidligere blevet kritiseret for sin indsats i sagen. Forhenværende landsdommer Jørgen Jochimsen, der blandt andet har skrevet en juridisk lærebog om politiets brug af hemmelige agenter, har vurderet, at den amerikanske efterforskning ville være ulovlig i Danmark.
- Jeg mener, at danske myndigheder ikke bør medvirke til en agentaktion, der er ulovlig efter danske regler, har Jochimsen fastslået.
Kritikken går på, at DEA's agenter forøgede forbrydelsens grovhed, da de sagde, at de var fra Farc. Dermed kom våbenhandlen til at dreje sig om støtte til terror.
Imidlertid har en byretsdommer godkendt, at PET's agent tog imod de tunge våben i Rødovre.
I øvrigt har senioranklager Helle B. Sørensen afvist landsdommerens kritik. Hun mener, at det er en teoretisk diskussion.
/ritzau/