Den peruanske ekspræsident Alberto Fujimori er sent torsdag i en kørestol blevet rullet ud fra et hospital i Perus hovedstad, Lima, som en fri mand.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Han er blevet udskrevet fra hospitalet, hvor han har været, siden Perus nuværende præsident, Pedro Pablo Kuczynski, 25. december valgte at benåde Fujimori med henvisning til ekspræsidentens skrantende helbred.
Den 79-årige Fujimori, der var præsident i Peru fra 1990 til 2000, afsonede inden benådningen en dom på 25 års fængsel for korruption og brud på menneskerettigheder.
Han havde afsonet 12 år af sin straf.
Der var tale om en "medicinsk benådning" af ekspræsidenten og altså ikke en benådning for de forbrydelser, som Fujimori er dømt for.
Siden benådningen har Fujimori for første gang sagt undskyld.
I en appel på Facebook til befolkningen i Peru bad han således om tilgivelse og erkendte, at han som leder skuffede mange peruanere.
Benådningen er dog ikke blevet modtaget positivt hos alle, og præsident Kuczynskis beslutning har således udløst gadeprotester.
Politiet har blandt andet brugt tåregas i sammenstød med demonstranter, der har vist deres modstand mod benådningen.
Demonstranterne krævede, at Kuczinski skal gå af som præsident.
Præsidenten har siden været på nationalt tv for at forklare sin beslutning.
- Jeg er overbevist om, at de af os, der føler os demokratiske, mener, at Alberto Fujimori ikke skal dø i fængslet, for retfærdighed er ikke hævn, lød det fra Perus nuværende præsident.
/ritzau/