Perus præsident, Pedro Pablo Kuczynski, har besluttet at benåde landets tidligere præsident Alberto Fujimori.
Benådningen sker med henvisning til Fujimoris helbred, oplyser præsidentkontoret i en erklæring.
- En lægeundersøgelse har vist, at Alberto Fujimori lider af en progressiv, degenerativ og uhelbredelig sygdom, står der uden at give yderligere detaljer.
79-årige Alberto Fujimori blev lørdag bragt med ambulance til et hospital fra det fængsel, hvor han afsoner en dom på 25 år.
Hans læge oplyste senere lørdag, at overførslen til et hospital i Lima var sket efter råd fra hjertelæger, der betegnede ekspræsidentens tilstand som livstruende.
Alberto Fujimori er dømt for krænkelser af menneskerettigheder, korruption og for at beordre likvideringer i sin tid som præsident mellem 1990 og 2000.
Hans helbred har i længere tid været skrantende, og hans familie har på den baggrund forsøgt at få ham løsladt.
I juli afviste en domstol en anmodning fra familien om at sætte den vanærede ekspræsident på fri fod.
Præsident Pedro Pablo Kuczynski havde på forhånd sagt, at der ville blive tale om en "medicinsk benådning" og altså ikke en benådning for de forbrydelser, som Fujimori er dømt for.
Tusindvis af demonstranter gik på gaden, da præsidenten havde luftet idéen om en benådning.
Blandt befolkningen i Peru er holdningen til Alberto Fujimori splittet.
Mange anser ham for at være en korrupt diktator, mens andre roser ham for i sin tid som præsident at have genoprettet økonomien og nedkæmpet væbnede oprørsstyrker.
Præsidentens beslutning om benådning har allerede affødt mange reaktioner. Eksempelvis skriver politikeren Alberto de Belaunde på Twitter, at han træder tilbage fra præsident Kuczynskis parti.
Inden offentliggørelsen af benådningen sagde Maria Luisa Cuculiza, en ven og tidligere minister under Alberto Fujimori, at Fujimori ikke længere har politiske ambitioner.
- Han ønsker at være fri. Han ønsker fred og fremskridt for landet, og han vil ikke vende tilbage til politik. Han ønsker blot at være en god bedstefar. Det har han lige fortalt mig, sagde Cuculiza efter at have besøgt Fujimori på hospitalet.
/ritzau/Reuters