USA's forsvarsminister, Mark Esper, siger til nyhedsbureauet Reuters, at USA ikke har nogen planer om at trække sig ud af Irak.
Udtalelsen dementerer medierapporter om, at den amerikanskledede koalition i et brev har meddelt, at den vil trække sig ud af Irak af respekt for landets suverænitet.
- Jeg ved ikke, hvad det brev er. Vi prøver at finde ud af, hvor det er kommet fra, og hvad det er.
- Men der er ikke taget nogen beslutningen om at forlade Irak. Punktum, siger Mark Esper.
Brevet fra den amerikanskledede koalition er blevet sendt til Iraks militær.
Både en amerikansk og en irakisk militærkilde har bekræftet brevets autenticitet over for nyhedsbureauet AFP.
Ifølge Mark Milley, stabschef for USA's væbnede styrker, er brevet da også ægte. Men det var en fejl, at det blev sendt.
- Det er dårligt formuleret og antyder en tilbagetrækning. Det er ikke realiteten.
- Det var en fejl, en ærlig fejl, en kladde til et usigneret brev, fordi vi flytter styrker rundt, siger han til journalister ifølge AFP og Reuters.
Ifølge Reuters forklarer han, at det ved en fejl er endt hos medierne.
- Den (kladden, red.) blev sendt til nogle afgørende irakiske militærfolk for at få koordineret flybevægelser og så videre. Så passerede den fra en fyrs hænder til en anden fyrs hænder og så til jeres hænder. Nu er det et værre postyr, siger Milley henvendt til journalisterne.
Journalisten Deborah Haynes fra Sky News skriver i et tweet, at kilder i koalitionen siger, at "vi flytter folk fra Bagdad - vi forlader ikke Irak".
I brevet, der er sendt mandag, hedder det, at "koalitionens styrker anmodes om at gøre visse foranstaltninger for at sikre, at bevægelsen ud af Irak sker på en sikker og effektiv måde".
Koalitionen siger, at styrkerne vil blive flyttet til nye steder i de kommende dage og uger.
Det fremgår ikke klart, hvor styrkerne vil blive flyttet hen. Det fremgår heller ikke, om ordren udelukkende gælder amerikanske styrker eller hele koalition, som består af styrker fra 76 lande, herunder Danmark.
I brevet hedder det, at der vil ske en forøget helikoptertrafik i og omkring Bagdads Internationale Zone.
Adskillige helikoptere kunne høres overflyve Bagdad mandag aften.
Omkring 5200 amerikanske soldater er i Irak, hvor de støtter lokale styrker i arbejdet med at hindre Islamisk Stats tilbagekomst i landet.
De amerikanske soldater udgør størstedelen af koalitionen, som blev inviteret til landet af den irakiske regering i 2014. Koalitionen blev inviteret for at hjælpe med at bekæmpe jihadister.
Omkring 130 danske soldater er en del af koalitionen. Danmark bidrager desuden med cirka ti soldater - stabsofficerer - til Natos "Mission Iraq" i Bagdad.
Ministre og topembedsmænd fra Trump-administrationen vil onsdag orientere hele Senatet om udviklingen i Irak.
Situationen er spidset til, efter at et amerikansk droneangreb dræbte den iranske militærleder Qassem Soleimani i Bagdad.
Både udenrigsminister Mike Pompeo og forsvarsminister Mark Esper samt CIA's direktør, Gina Haspel, vil deltage i orienteringen.
/ritzau/